Denne gruppe af basiske dybbjergarter er om muligt endnu mere præget af navneforvirring end de mere sure bjergarter.

Brøgger indførte oprindeligt navnet essexit for disse bjergarter. Da en essexit imidlertid definitionsmæssigt indeholder nefelin, og da dette kun undtagelsesvis er tilfældet for disse bjergarter, indførte Tom Barth i 1944 navnet Osloessexit, som stadig anvendes.

De forekommer i mere end 12 ”volcanic necks”. De forekommer flere steder som ”tvillinger”, hvilket dog næppe er noget man skal lægge vægt på. Indtil nøjagtige aldersbestemmelser af disse bjergarter blev mulig antog man, at forekomsterne repræsenterede fødekanaler til de store basaltforekomster stadium 2, men denne opfattelse har man måttet revidere, og man opfatter dem nu som subvulkanske rester af de mindre vulkaner i stadium 4, som ikke udviklede sig til calderaer.

Hovedmineralerne i disse bjergarter er plagioklas og pyroxen/amfibol, men ofte ses et betydeligt indhold af alkalifeldspat. Dette for en mafisk sten ret høje indhold af alkalifeldspat er i overensstemmelse med den generelle sammensætning af Oslofeltets bjergarter, men adskiller Osloessexitter fra hovedparten af gabbroer/doleritter. Plagioklasen er udtalt zonar med mest anorthit centralt og mest albit perifert. Nefelin er som nævnt fraværende, det samme gælder kvarts, mens der som regel er malmmineraler i betydelige mængder.

Som regel er Osloessexitterne mellem- til grovkornede og har tilnærmelsesvis lige store mængder lyse og mørke mineraler (25-75%). Alt efter hvor stor en del af plagioklasen, der er anorthit (Ca-plagioklas), og efter om det er pyroxen eller amfibol, der er det dominerende mørke mineral opdelte Barth dem i kauaitter, bojitter eller mafraitter. Efter nutidig sprogbrug er de fleste monzodioritter. Mere basiske typer uden alkalifeldspat og evt. med olivinindhold findes også. Som eksempler på disse omtaler Barth olivingabbro, hyperit og pyroxenit. Leukogabbro og anorthosit skal også kunne forekomme.

I dette afsnit omtales også de mere problematiske bjergarter Sørkedalit og apotroctolit.

Kauait

Kauait er hovedtypen inden for ”Osloessexiter”. Den består hovedsageligt af plagioklas og pyroxen. Plagioklasen er zonar med kærne af labradorit , som perifert går over i andesin og oligoklas. Evt. er der yderst et lag anorthoklas. Pyroxenen er en aluminiumsrig titanjernaugit. Herudover er der alkalifeldspat i varierende mængder helt op til 20%. Desuden biotit, malm og evt. olivin. Kvarts og nefelin findes kun i negligable mængder. Teksturen kan være grov-, mellem- eller finkornet. Den kan være enskornet eller porfyrisk med op til 3 cm lange, afrundede, indeslutningsrige plagioklaskrystaller. Fluidalt mønster med delvis parallelisering af de større krystaller ses ofte.

Mafrait - Bojit

Adskiller sig fra Kauait ved at de mørke mineraler hovedsageligt udgøres af hornblende og i mindre grad af augit. I følge Barth (1945) adskiller bojit sig fra mafrait ved ikke at indeholde alkalifeldspat.

Olivingabbro - hyperit

Består af Ca-plagioklas, augit og olivin. Desuden malm. Ikke kvarts eller nefelin. Barth skelner mellem olivinrige typer, olivingabbro, og hyperit, som ud over augit (klinopyroxen) indeholder orthopyroxen. I olivingabbro ses typisk fænokryster af augit og plagioklas i en finkornet, olivinholdig (troctolitisk) mellemmasse. Hyperit er typisk ens- og middelkornet. Findes på Sølvsberget.

Pyroxenit (Jacupirangit)

Består af augit (ca. 80%) og titanomagnetit. Yderligere mineraler kun i negligable mængder. Bjergarten forekommer i to former: Kornet type og porfyrisk type.

Leucogabbro, Anorthosit

Består af Ca-plagioklas og augit. I Anorthosit er plagioklasindholdet over 90%, mens der ikke definitionsmæssigt er nogen fast grænse mellem gabbro og leukogabbro - blot skal plagioklasindholdet være dominerende.

Sørkedalit, Apotroctolit

Sørkedalit består af en mafisk grundmasse med olivin og augit, hvori der er strøkorn af feldspat (sædvanligvis antiperthitisk andesin). Bjergarten findes i nær relation til kjelsåsit, og feldspatstrøkornene minder især i grovkornede eksemplarer om kjelsåsit-feldspat-krystaller. Den naturligste forklaring på denne usædvanlige mineralsammensætning er at den er dannet ved blanding (magmamixing) af kjelsåsitmagma med mafisk magma. Sørkedalit findes i mindre spektakulære finkornede typer og i meget grovkornede typer med glidende overgang til Kjelsåsit. Barth skelnede mellem Sørkedalit med plagioklasstrøkorn og apotroctolit med mere alkalifeldspat. Sæther betragter de to typer som én.