Denne type S-granit (dannet ved opsmeltning af bjergarter med sedimentær oprindelse) findes i udstrakte områder i de østlige dele af Västerbottens og Västernorrlands Län. Det er en gråhvid - undertiden let rødlig - middel- til finkornet granit, som kan være porfyrisk med listeformede mikroklinøjne. Er ofte muskovitførende og danner ofte pegmatitter. I sin grundform ikke anvendelig som ledeblok. Den såkaldte toglimmergranit, som altså indeholder såvel biotit som muskovit, er en variant af Hernögranit og en brugbar ledeblok.
Forvekslingsmuligheder: Finkornede typer kan let forveksles med Stockholmgranit, som også kan være en toglimmergranit.