Svens StrandstensSite
Svecofenniske Domæne - Sydfinland - Perniögranit

I et ØNØ-orienteret bælte i det sydlige Finland Findes en række senorogene granitintrusioner som er 1.84-1,83 mia år gamle. De er dannet ved opsmeltning af sedimentære bjergarter og er altså granitter af S-type. De fleste er middelkornede røde (Hangögranit/Hankogranit) eller grå (Hiitisgranit) granitter, som ikke er velegnede som ledeblokke, men omkring byen Perniö findes en grovkornet, porfyrisk variant, som er let genkendelig og som benævnes Perniögranit.

Perniögranit

Perniögranit har rektangulære, lyserøde, perthitiske kalifeldspater op til 2 (3) cm, som ofte er parallelt orienterede som følge af magmabevægelser på størkningstidspunktet (flydestruktur). De danner ofte Karlsbadertvillinger. Kalifeldspaterne ligger i en kornet mellemmasse med kalifeldspat af samme farve, plagioklas, som typisk er kraftigt hæmatitimprægneret og grå kvarts, samt fint fordelt biotit. Ofte ses almadingranater - enten som enkeltkorn mellem de mørke mineraler eller som større aggregater, som kan have runde kvartsindeslutninger. Der kan også være dråbeformede eller kantede inklusioner af kvarts eller biotit i de store kalifeldspater. Et vigtigt kendetegn er at grænsefladen mellem kalifeldspat og kvarts har et ujævnt bugtende forløb. Dette tolkes af Zandstra som et korrosionstegn, mens Eskola mener at det er dannet primært. Af accesoriske mineraler findes muskovit, zirkon og apatit men angiveligt ikke titanit.

Perniögranit kan forveksles med Lemlandgranit, som har kalifeldspater af samme farve og størrelse, lige som de også er delvist parallelle. Lemlandgranitten har ikke Perniögranttens uregelmæssige afgrænsning af kalifeldspaterne, der er som regel mere kvarts og aldrig granater.

Lehtinen, Nurmi og Rämö 2005 : Precambrian geology of Finland. Elsevier. s. 356-458

Karhunen, Ritva: Berggrunden inom Iniö och Åbo kartblad.Geological Survey of Finland. Espoo 2004

OLAVI SELONEN, CARL EHLERS and ALF LINDROOS, 1996: Structural features and emplacement of the late Svecofennian Perniö granite sheet in southern Finland. Bull. Geol. Soc. Finland 68, Part 2, 5-17

Kurhila, Matti et al: U-Pb ages and Nd isotope characteristics of the lateorogenic migmatizing microcline granites in southwestern Finland. Bulletin of the Geological Society of Finland, Vol. 77, 2005, pp. 105–128

33 IGC excursion "The Nordic Countries" No 16, August 16 – 21, 2008: 100 years of migmatite - In Sederholms footsteps. Hankogranit s. 16-17. Perniögranit s. 33-34.