Västervikpletkvartsit findes i den allersydligste del af Det Svecofenniske Domæne, hvor glimmerholdige partier af Västervikformationen (1,882-1,850 Ga) kort efter aflejringen blev udsat for kontaktmetamorfose forårsaget af indtrængende felsiske og mafiske magmaer. Herved er dannet en karakteristisk bjergart med grålig grundmasse, hvori der er små hvide pletter.

Grundmassen er finkornet og sandstensagtig. Den består overvejende af kvarts, biotit og muskovit, men der kan også være lermineraler og kalifeldspat, som kan give grundmassen en mere brunlig/rødlig farve. Undertiden ses udviskede lyse og mørke bånd, som tegn på bjergartens sedimentære oprindelse. Sjældnere ses en mere landkortagtig grundmasse i brunrøde, grålige og næsten sorte områder, som man ser det i Västervikpletsten - alle tænkelige overgangsformer mellem de to bjergartstyper findes.

Pletterne består overvejende af sillimanit Al2SiO5, som dannes sammen med kalifeldspat ud fra muskovit og kvarts under de forhold, der er typiske for kontaktmetamorfose: moderat tryk og høj temperatur. Under samme omstændigheder dannes også cordierit og andalusit, som også ofte kan påvises i disse pletsten. Pletterne er som nævnt hvide, ofte med rødlig randzone eller centrum. Mørk, næsten sort randzone af biotit ses også. Ofte ses en lille mørk kerne, som kan bestå af muskovit, malm eller andre mineralkorn. Pletterne ligger typisk helt tilfældigt fordelt, men der er også eksempler på, at de ligger i rækker, som perler på en snor - det ses oftest i forbindelse med, at pletterne i stedet for at være cirkulære er ovale - et tegn på, at dynamisk metamorfose også har påvirket bjergarten. Ofte står de små pletter frem i forhold til den mindre modstandsdygtige mellemmasse.

Västervikpletkvartsit som ledeblok.

Hesemann benævnte denne bjergart i sin "røde bog" fra 1975 "Stockholmpletkvartsit" - tilsyneladende løst inspireret af Geijers afhandling om Stockholmpletgranit fra 1910. Kritikløs afskrivning alle dage har været en sport, ledeblokseksperter har mestret, og efterfølgende gik betegnelsen igen alle steder.
Da der ikke har været overbevisende beskrivelser af denne bjergart som faststående, har tvivl om dens oprindelse gennem mange år naget ledebloksnørder. For få år siden besluttede Marc Torbohm sig for at undersøge sagen nøjere. Han gennemtrawlede sammen med T. Langmann grusgrave i det sydøstlige Sverige og fandt ganske mange løse sten af denne type i Västervikområdet, en enkelt - dog med let afvigende udseende - ved Kolmården i nærheden af Norrköping, men ingen nærmere Stockholm. De fandt ikke typisk pletkvartsit som faststående, men dog en overgangsform mod Västervikpletsten på Östra Skalö.
Jeg har fornylig erfaret, at Torben Fristrup fra Vendsyssel Stenklub har fundet bjergarten som faststående ved Fruberget midt mellem Västervik og Gamleby på østsiden af Gamlebyviken. Marc Torbohm har endvidere gjort mig opmærksom på, at han senere også har fundet pletkvartsit som faststående lidt syd for Gamleby på den vestlige side af Gamlebyviken.
Der kan herefter næppe være tvivl om pletkvartsittens hjemsted er Västervikområdet, og navnet Västervikpletkvartsit er berettiget.
Efter min mening skal man dog være varsom med at betragte den som en absolut ledeblok - det forpurres af fundet ved Kolmården!