Västervikpletsten er en iøjnefaldende metamorf bjergart, som er karakteriseret ved at have områder, hvor de lyse og de mørke mineraler ligger adskilt fra hinanden. Disse områder ses oftest som næsten sorte pletter omgivet af en finkornet, rødorange masse. De kaldes neosomer, fordi de repræsenterer en nydannelse i bjergarten (neo=ny) . Oftest er der herudover matte, rødgrå områder, hvor mineralerne ikke er adskilte, men danner en homogen masse. Disse områder kaldes paleosomer, fordi de til en vis grad repræsenterer den oprindelige bjergart (paleo=gammel). Spektret af pletsten går fra helt udeformerede til udtalt gnejsede, hvor nogle af pletterne flyder sammen og/eller tværes ud.

Hvorledes dannes pletsten?

Västervikpletsten er opstået ved, at sedimentære bjergarter med et relativt stort indhold af feldspatter, glimmermineraler og lermineraler i perioden ganske kort efter aflejringen blev udsat dels for regional metamorfose og dels for kontaktmetamorfose, forårsaget af indtrængende granitiske og mafiske magmaer.

Pletternes opståen skyldes kontaktmetamorfose, hvor bjergarten har været udsat for relativ høj temperatur og moderat tryk. Det førte til, at de mørke mineraler vandrede centralt og efterlod en zone af lyse mineraler. Samtidig blev nogle mineraler omdannet til andre, som var mere stabile under de nu herskende tp/tryk-forhold. Hvis man måler grundstofsammensætningen, viser det sig, at den er næsten ens i paleosomet og neosomet - der er altså hverken tilført eller fjernet ioner i væsentligt omfang. Det, der er sket i neosomet, kalder man en metamorf differentiation. Det er vigtigt at forstå, at disse processer er sket uden, at der har været en opsmeltning af mineralerne med laveste smeltepunkt (kvarts og kalifeldspat) - hvis det havde været tilfældet, havde vi haft at gøre med en migmatit.

Paleosomet har selvfølgelig også været udsat for tp/tryk-ændringer, og også her har der været mineralomdannelser - bl. a. ses aluminiumsilikatmineralerne andalusit og sillimanit, som sammen med cordierit er typiske indikatormineraler for kontaktmetamorfose. Da mineralsammensætningen således ikke er identisk med den oprindelige i paleosomet, bruger nogle i stedet betegnelsen mesosom.

Heller ikke i geologiens verden er idealtilstanden den almindeligste. Pletsten med næsten cirkulære neosomer, som hverken flyder sammen eller tværes ud, er undtagelsen. Det berømteste eksempel findes på lokaliteten Kasimirsborg SØ for Gamleby. I betydeligt større områder finder vi bjergarter, som i større eller mindre udstrækning har været udsat for dynamisk metamorfose, som har påført dem et mere eller mindre udtalt gnejset udseende.

Nomenklatur

De deformerede typer benævnes af svenske geologer åregnejs, mens de har kaldt den udeformerede type for pletgnejs (se boksen "Historisk oversigt"). Pletgnejs er også den betegnelse, som Hesemann og Zandstra har anvendt, mens trenden i nyere tid tid har været at bruge den mere neutrale betegnelse pletsten, fordi idealtypen jo netop ikke er gnejset. Betegnelsen Västervikpletgranofels har også været anvendt for den ikke deformerede type. Det er åbenlyst, at nomenklaturen ikke er perfekt. Jeg synes, man burde lade Västervikpletsten være en samlebetegnelse for alle typer, kalde de deformerede for Västervikpletgnejs og de udeformerede for Västervikpletgranofels - så det vil jeg gøre!

Mineralsammensætning

Paleosomet, som er områderne mellem pletterne, fremtræder som en grårød, homogen masse. Hovedbestandelene er kvarts, feldspat og glimmer. Feldspatten er langt overvejende kalifeldspat, mens plagioklas ses i varierende, dog altid mindre mængder. Glimmermineraler - mest biotit, mindre muskovit - er en vigtig bestanddel og er ansvarlig for den mørke farve. Sillimanit og andalusit kan findes i mindre mængder, men er dannet på stedet under kontaktmetamorfosen og således ikke oprindelige mineraler i paleosomet (det er en af grundene til, at mange anvender udtrykket mesosom i stedet for paleosom, som antyder, at det er den uomdannede bjergart).
Neosomet består af den mørke, centrale plet melanosomet og den lyse bræmme leukosomet.
Melanosomet består i sin ideelle form overvejende af kvarts, cordierit og biotit. Cordierit er dannet under kontaktmetamorfosen ud fra bl. a. biotit, og når temperaturen falder igen, omdannes cordierit igen til grønlig, magnesiumrig biotit ledsaget af chlorit og magnetit. Den oprindelige biotit, som også kan findes i melanosomet, er en brunlig type med stort jernindhold.
Melanosomer med anderledes mineralsammensætning er hyppigt forekommende. Hvis metamorfosegraden ikke har været tilstrækkelig kraftig, kan der være bevaret kalifeldspat. Den retrograde metamorfose kan have været så udtalt, at al cordierit er forsvundet. Sillimanit og andalusit kan ses i små mængder. Sillimanitten ses som bundter af små hvide nåle.
Leukosomet består af kvarts og kalifeldspat i en finkornet granoblastisk tekstur og har en klar rødorange farve. Undertiden er der så meget muskovit iblandet, at farven er mere grålig. Det sker, hvis metamorfosegraden har været relativ lav, og muskovit ikke sammen med kvarts er omdannet til andalusit/sillimanit og kalifeldspat).

Varianter

Der ses mange forskellige varianter af Västervikpletsten. Den metamorfe differentiation kan være så udbredt, at paleosomet er helt forsvundet, og man har en bjergart med sorte pletter i en rødorange grundmasse. Typer med meget muscovit får et mere gråt udseende, især mangler leukosomet den klare rødorange farve.

Migmatit?

Västervikpletstenene ses af og til beskrevet som migmatitter - det har jeg faktisk selv plæderet for tidligere, men jeg er kommet på bedre tanker! Kornstørrelsen i neosomerne er ikke større end i paleosomerne, hvilket er et kardinalpunkt for, at en bjergart kan kaldes en migmatit. Desuden har undersøgelser af Loberg og Russell, som ganske vist ligger mange år tilbage, vist, at der er tale om metamorf differentation. Undtagelser findes dog: Ved broen fra fastlandet til Borgö sydøst for Västervik er der en smuk blottet knold med tydelige tegn på migmatitdannelse (se fotos herunder). Læs om migmatitter her.