Mens der er nogen uenighed om, hvorvidt alle Revsundgranitter bør regnes med til TIB, er der ikke tvivl om at Sorselegranitten, trods den meget nordlige placering hører til her. Til gengæld er der betydelig uenighed om, hvorvidt Sorselegranit er en brugbar ledeblok. Nogle hollændere og tyskere mener at have fundet en del eksemplarer i visse områder i Holland og - interessant for os - på Als. Selv om variationen er stor mener fx. den hollandske ledebloksekspert Harry Huismann, at den er så karakteristisk og adskiller sig så meget fra andre granitter, at den er egnet som ledeblok. Andre påpeger, at hjemstedet ikke bare er langt, men endog meget langt mod nord, og at det derfor er meget usandsynligt, at blokke herfra skulle nå helskindet frem til vore breddegrader. Er der ukendte dobbeltgængere til denne ret specielle granit?

Sorselegranit er intruderet i Revsundgranit og Dobblongruppens supracrustale bjergarter og er altså en smule yngre end disse. Åsstedet ligger ca. 250 km nord for Ragunda. Afgrænsningerne - især mod nord - fremgår ikke med tydelighed af tilgængelige geologiske kort. Mod vest overlejres Sorselegranitten af Kaledoniderne. Radiometriske målinger giver en alder på 1791±22 Ma. Grænsefladerne mod sidebjergarterne er ganske skarpe. Tæt på grænsefladerne og i nogle områder mere centralt i intrusionen har bjergarten granitporfyrisk karakter, men den typiske Sorselegranit er en enskornet til svagt porfyrisk grårød/brunliggrå udeformeret, massiv bjergart. Feldspatkrystallerne er kun sjældent større end 1 cm. De er underligt afrundede, uregelmæssige og tit delvist sammenvoksede. Der er oftest overvægt af plagioklas i forhold til alkalifeldspat. Plagioklasen er oftest præget af seritisering og i de centrale områder også af saussuritisering, som giver den et grønligt skær. I nogle af feldspatterne er der rigelige indeslutninger af mørke mineraler. Feldspatterne flyder i en ret finkornet, urolig grundmasse med varierende mængder mørke mineraler i form af hornblende og biotit samt underordnet underordnat titanit, hæmatit, magnetit och ilmenit. De mørke mineraler ligger ofte samlet i større hobe, men kan også klæbe sig til overfladen af de større feldspatkrystaller på samme måde som hornblende lejrer sig på større kvartskorn i ringkvartsporfyr fra Åland. Større kvartskorn er sjældne, og da grundmassen er svær at uddifferentiere vil man ofte vurdere kvartsindholdet som lavere end det egentlig er. Sorselebjergarter med kvartsmonzonitisk eller kvartssyenitisk sammensætning er dog også almindelige og nogle af disse er pyroxenførende. Både i plagioklasfænokrysterne og i grundmassen er der udbredt perthitdannelse - især i form af pletperthit med små lyse elementer af seritiseret plagioklas. Mineralsammenvækst i form af myrmekit (kvarts og plagioklas) og grafisk tekstur (kalifeldspat og kvarts) ses ofte. Det samme gælder rapakivi- eller antirapakivitekstur og flere geologer har påpeget ligheder med rapakivibjergarter.