De udbredte områder med granitiske og vulkanske bjergarter i Småland, Värmland, Dalarna, Rätan og Revsund har været kendt siden det 19. århundrede. Da man i 1980’erne opdagede, at der i ”vinduer” i Kaledoniderne blottedes bjergarter, som i deres struktur og kemiske sammensætning mindede om granitterne i ”Småland-Värmland-granit-porfyr-bæltet”, modnedes ideen om at samle alle disse områder under betegnelsen ”Det Transskandinavisk Magmatiske Bælte”, som siden internationalt er blevet bedst kendt som ”Transscandinavian Igneous Belt” eller i daglig tale TIB.

TIB strækker sig fra Blekinge i syd til Lofoten i nord - en strækning på næsten 1600 km. Bredden er omkring 130 km, men varierer meget. TIB er placeret ved den daværende sydøstlige rand af den svecofenniske protokraton. TIB består af overvejende af granitiske bjergarter, men der er også intermediære og basiske dybbjergarter og mange steder ses tegn på magmamingling og -mixing. Herudover er der varierende mængder vulkanske bjergarter - især i Dalarna og Småland.

Der er fortsat diskussion om hvorvidt bjergarterne er dannet i forbindelse med subduktionsprocesser langs kontinentalranden (type I-granitter) eller om der var tale om interaktion mellem skorpe og kappe i forbindelse med strækning og udtynding af skorpen (type A-granitter). Formentlig har der været tale om en kombination af flere forskelige processer langs en kontinentalrand, som i øvrigt i samme periode stadig ændrede sig ved kollision med nye øbuekomponenter (accretion).

I overensstemmelse med god geologisk tradition er der på ingen måde enighed om, hvilke områder, som skal indregnes under TIB-betegnelsen og hvilke, der er en del af det svecofenniske grundfjeld. Især har der været (og er stadig) uenighed om Revsund-granitterne og den såkaldte Askersund-suite. Da navnet blot angiver, at vi har at gøre med en delvist sammenhængende kæde af relativt udeformerede magmatiske bjergarter beliggende mellem de mere forgnejsede områder mod nordøst og sydvest (og altså ikke siger noget specifikt om de geologiske begivenheder der ligger til grund herfor) kan diskussionen synes mindre afgørende.

De granitoide bjergarter er oftest granitter, (kvarts-)monzogranitter eller monzodioritter. Deres kemiske sammensætning adskiller dem derved fra granitter, som man finder længere inde i Det Svecofenniske Domæne. De er typisk grov- til middelkornede, massive og ofte kalifeldspatporfyriske.

Aldersmæssigt befinder vi os i perioden 1,85-1,65 Ga, altså en ganske lang periode på 200 mill. år. Aktiviteten har ikke været lige stor i hele perioden. Man har inddelt perioden i TIB-1 (1,81-1,76 Ga), TIB-2 (1,71-1,69 Ga) og TIB-3 (1,67-1,65 Ga). Der synes dog at være betydelig tvivl om dateringen af de yngste bjergarter er dermed om eksistensberettigelsen for TIB-3. Herudover har man fundet ud af, at en række bjergarter i den såkaldte Askersundsuite har en alder på ca. 1,85 Ga, hvorfor man taler om TIB-0 (1,86-1,84 Ga). Generelt ligger bjergarter fra TIB-1 længere mod øst end dem fra TIB-2, men mønstret er broget.