Som det ses på oversigtskortet er Drammen-granitten den biotitgranit, som har langt den største udbredelse nemlig omkring 650 km2. Som det også fremgår af detailkortene er der imidlertid mange meget forskellige typer Drammensgranit. Ud over dem der er vist på kortet er der også aplitiske og pegmatitiske gange hovedsageligt koncentreret i den centrale del. Nogle steder er der skarpe grænser mellem de forskellige typer, mens der andre steder er gradvise overgangen. Tolkningen er, at der har været successive intrusioner af lidt forskellige magmatyper, hvor de først intruderede er delvist størknede inden næste injektion kom.

Drammengranitterne består som hovedregel af perthitisk alkalifeldspat (60-65%), kvarts (30-35%) og som regel mindre end 5% selvstændigt krystalliseret oligoklas (plagioklas med 10-30% anorthit). Farven på alkalifeldspatten er afgørende for helhedsindtrykket. Den svinger fra gråbrun over grårød/laksefarvet/rødbrun til en mere klar rød farve. Meget grålige typer kan være vanskelige at genkende som Drammen-granit.

De almindeligste varianter er en mellem- til grovkornet granitter med en kornstørrelse fra 3-5 mm op til 8-12 mm. Jævnt fordelte jernoxider giver bjergarten en rødlig farve. Chloritiseret biotit er det dominerende mørke mineral.

Vest for Drammenkalderaen optræder en variant med 5-10% oligoklas. Den kaldes "Nedre Eiker"-type efter et stenbrud, hvor den brydes. Oligoklas-krystallene er ofte blegede pga. hydrotermal alteration. I mikroskop ses også, at rødt jernoksyd (hæmatit) er udfældet langs korngrænser og i sprækker i den blegede plagioklas. Relativt oligoklasrige, men knapt så grovkornede typer findes også i den nordøstlige del af Hurum-halvøen.

En speciel, grovkornet porfyrisk variant optræder i en 2 km bred zone langs den sydlige grænse for granitten. Den har 8-15 mm store runde fænokryster (ovoider) af alkalifeldspat, som er omgivet af et ring af mellem- til gravkornet granit. Disse ovoider kan samle sig i hobe og udgør kun en mindre del af granitten. Den kaldes glomeruloporfyrisk eller cumuloporfyrisk type. Denne variant har også et højt indhold af accessoriske mineraler som titanit, zirkon og ilmenit. De mørke mineraler er samlet i små hobe, som ofte er delvist borteroderet og efterlader en hullet overflade.

I et område i den nordlige del af Hurum-halvøen er der en fin- til mellemkornet granit - ofte med meget lavt indhold af mafiske mineraler. De små mineralkorn kan klumpe sig sammen, så bjergarten virker mere grovkornet, end den er. Der kan være indhold af fluorit, topas og muskovit. Der er jævne overgange mod aplitgranit.

Syd for Drammenskalderaen er den grovkornede variant gennemskåret af en rapakivi-granittype. Denne er kendetegnet ved at have 5-15 mm store, runde, zonare feldspatkrystaller med perthitisk kærne og albitisk randsone i en finkornet kvartsrig, grundmasse. Feldspatkrystallene udgør ca. 50%. Det er værd at bemærke, at også de andre typer af Drammen-biotitgranit ofte udviser teksturer, som man forbinder med rapakivibjergarter: skarpe korngrænser, grafisk tekstur i grundmassen, idiomorfe kvartskorn med indbugtninger, pyterlitisk tekstur - og selvfølgelig er der ingen deformationstegn, da bjergarterne i Osloriften jo ikke har været udsat for regional metamorfose.

Kvarts-feldspat-porfyrer findes i flere varianter, som alle har perthitiske alkalifeldspatstrøkorn, varierende antal runde kvartsstrøkorn af vekslende størrelse og en grundmasse, som kan være finkornet-granitisk, aplitisk eller tæt. Navngivningen på kortet kan virke lidt kryptisk. Læs også under kvartsporfyrer.

Herunder vises fotos af dels af typiske Drammenbiotitgranitter fundet i området og dels af danske løsblokke, som med stor sandsynlighed stammer fra Drammen-intrusionen. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle kommer fra en af den andre biotitgranit-massiver. Der vises også eksempler på typer, som utvivlsomt er Oslobiotitgranitter, men som ikke helt passer ind i typeinddelingen.