Oslo-biotitgranitter opdeles efter Gaut ud fra dannelsestidspunktet i to grupper: Type I og type II. Type I er dannet i begyndelsen af stadium 4 (2. batholithfase), mens type II er de yngste bjergarter i Oslofeltet, og altså er dannet i stadium 6 (4. batholitfase), hvor vi er nået frem til begyndelsen af Trias. Biotitgranitterne dækker et areal på 840 km2 og optræder især i den centrale del af Oslofeltet.
Disse granitter adskiller sig fra Oslofeltets anden granittype, Ekerit, ved - som navnet kraftigt antyder - at have biotit som dominerende mørkt mineral, hvor ekeritten indeholder alkalipyroksen (ægirin) eller alkaliamfibol (arfvedsonit). Nu er det ikke sådan, at de mørke mineraler er dominerende i Oslofeltets biotitgranitter, tværtimod findes de som regel kun i beskedne mængder.
Forskellen på hvilke typer mørke mineraler, der er til stede, er en afspejling af biotitgranitternes generelle kemiske sammensætning - de er nemlig "rigtige granitter", hjemmehørende i QAPF-diagrammets kasse 3, hvor ekerit er en alkalifeldspatgranit eller alkalifeldspatkvartssyenit fra kasse 2 eller 6'. For at gøre det endnu mere besværligt må jeg straks dementere: det gælder faktisk kun for biotitgranit I. I biotitgranit II-gruppen er de fleste faktisk alkalifeldspatgranitter.
Den eneste større samlede artikel om Oslo-biotitgranitter samlet stammer fra 1981 og er skrevet af Amund Gaut. De fleste af de af ham omtalte typer betragtes også i dag som biotitgranitter, en enkelt er gledet ud (Skrukkelia-granit) og nogle flere er kommet til (se kort). For nogle af intrusionernes vedkommende er der usikkerhed mht. om de tilhører gruppe I eller II.
Alkalifeldspater har en ganske kompliceret måde at størkne på afhængigt af tryk, temperatur og volatilindhold (vand, kuldioxid). Det fører til, at man kan skelne mellem to forskellige bjergartstyper, som har et meget forskelligt udseende:
Oslobiotitgranitter type I danner typisk intrusioner med skarpe afgrænsninger mod omkringliggende bjergarter. Oftest drejer det sig om subsolvusgranitter, dvs. at de både har strøkorn af alkalikalifeldspat og plagioklas, hvor førstnævnte dog er klart dominerende. Det drejer sig typisk om mellemkornede granitter men ofte samler korn af samme mineral sig i klumper, så bjergarten fremtræder mere grovkornet, end den i virkeligheden er. Nogle typer er porfyriske. Alkalifeldspat og kvarts er de dominerende mineraler. Alkalifeldspaten er perthitisk og oftest blegrød, men kan også være enten mere klart rød eller ovre i det brunlige, grålige eller orange. Kvartsen er lysegrå eller glasklar og har ofte dybe indbugtninger. Plagioklas er som regel kun sparsomt til stede, men altså i de fleste typer som selvstændige gullige eller brunlige korn, som ikke sjældent er udtalt rød/rustfarvet af hæmatit. Der er ofte mikrografisk tekstur i grundmassen, og der er også typer, som fremviser andre træk, som er typiske for rapakivigranitter: Ovoider (afrundede kalifeldspatøjne) evt. med plagioklasring (rapakivitekstur) og pyterlitisk anordning af små kantede kvartskorn omkring større kalifeldspatkorn. Endnu mere almindelig er dog antirapakivitekstur med plagioklaser omgivet af en ring af alkalifeldspat. Biotit er eneste betydende mørke mineral og ofte samlet i aggregater. Biotitten er ofte omdannet til chlorit.
Oslobiotitgranitter type II er typisk mere finkornede eller ligefrem aplitiske. De fleste er alkalifeldspatgranitter med lavt plagioklasindhold. Nogle er porfyriske med alkalifeldspatstrøkorn, men ikke kvartsstrøkorn. Nogle ligger i relation til syenitiske intrusioner og overgangsformer ses. En plausibel teori går ud på, at biotitgranit II'erne - eller i hvert fald nogen af dem - stammer fra den sidste magma fra syenitterne i batholithfase 3 (normarkit etc.). De er vanskelige at genkende og at anvende som ledeblokke. Herudover forekommer de kun i små enklaver, og vil altså under alle omstændigheder være sjældne gæster hos os.
I gange og i mere uregelmæssige masser i de granitiske intrusioner findes kvartsporfyrer (porfyriske mikrogranitter). Disse har en temmelig finkornet grundmasse af kalifeldspat og kvarts, som regel med mikrografisk tekstur. Heri er der strøkorn af såvel kvarts som alkalifeldspat, nogle har også plagioklasstrøkorn.
Drammen-granit er den helt dominerende i denne gruppe, men har mange forskellige fremtoningsformer. Næststørste forekomst er Finnemarka-granit. Disse to typer omtales for sig selv, mens resten behandles i samme opslag - uanset om de for tiden opfattes som type I eller type II.
