Herunder opremses kortfattet, hvad der foreligger af oplysninger om disse mindre udforskede biotiitgranitter. De omtales fra nord mod syd -uden hensyntagen til, om det menes at være BG I eller BG II.

Som det hurtigt ses, er det ikke altid beskrivelsen er til nogen stor hjælp ved forsøg på identifikation. Det er ikke realistisk at tro, at man kan bestemme løsblokke af disse bjergarter.

Hersjö-granit

findes i den nordligste intrusion med biotitgranit og regnes for en del af Aurtjern-komplekset. Gaut regnede den for en BG I, men andre mener BG II. Den har et relativ lavt kvartsindhold og er forholdsvis finkornet,

Aurtjern-granit

Findes i en lille enklave, som ligger 2 km uden for det egentlige Oslofelt. Trods sin lidenhed kan den opdeles i fire forskellige granittyper, som trods den udførlige beskrivelse virker til at være ret ens. Se kort. Det samlede kompleks er omgivet af en halo med pyritårer og har været interessant pga. molybdæn-mineralisationer.

Skrukkelia-granit

ligger lidt sydvest for Aurtjern-granitten - inde i Oslofeltet. Den blev af Gaut bestemt som en biotitgranit II, men regnes i dag for at være ekerit.

Grua-granit

Stammer fra et lille massiv i Nordmarka. Mod nord er der hypersolvus-typer, mod syd subsolvus-typer. Finkornede typer ses næsten ikke. Kan have meget livlige gullige farver.

Vollaug-granit

På nuværende erosionsniveau er der blotninger af såvel grovkornede somgranitporfyriske typer. Begge er subsolvus-granitter med både alkalifeldspat og plagioklas.

Storøyungen-granit

Grovkornet subsolvus-granit og typisk biotit I-type.

Myrer-granit

Denne lille forekomst er i virkeligheden ikke andet end en udvidelse af et gangsystem, der strækker sig nogle km mod både nord og syd. Det er en typisk BG II-granit, med overgang mod syenit. Den sydlige del af gangsystemet er intruderet i Holterkollen-biotitgranitten

Holterkollen-granit

Typisk type II-petrografi med finkornet fremtoning

Tryvasshøgda-granit

Denne granit er delvist aplitisk. Afgrænsengen mod den omgivende kvartsbiotitsyenit er gradvis og de to bjergarter er muligvis comagmatiske. Komplekset er intruderet i syenitporfyr af Byvatn-type og Bærum-calderaens ringstrukturer.

Centralplutonen i Glitrevann-calderaen

Bjergarten er den yngste af de 3 granittyper (mellemkornet granit, granitporfyr og aplit-granit), der opstod efter dannelsen af den syenittiske ringgang omkring Glitrevann calderaen

Glomsrudskollen-granit

Glomsrudkollen-granit stammer fra et lille massiv lidt sydvest for Finnemarkagranitten og ligeledes tæt på centralplutonen i Glitrevanncalderaen.
Den har lighedspunkter med begge typer men regnes p. t. til type I. I typiske tilfælde har den zonare plagioklaser.

Bergdamtjern-granit

Menes at være en del af centralplutonen i Glitrevann-calderaen. Der er to varianter

• En delvist porfyrisk alkalifeldspatgranit med zonare amfiboler som mørkt mineral
• Granofyrisk tekstur og ægirin/arfvedsonit/riebeckit som mørke mineraler

Nordagutu-granit

En lille intrusion på godt 3 km2 i det sveconorvegiske grundfjeld og de kambrosilure sedimenter ved Oslofeltets vestligste hjørne. Der er kun få blotninger - resten er dækket af kvartære elementer. Det er en subsolvus-granit (to slags feldspat) med relativt meget plagioklas i forhold til Drammengranit. Det er en mellem- til grovkornet granit, men finkornede og porfyriske typer findes også.

Centralpluton i Ramnes-calderaen (Horn-kvartsporfyr)

I slutfasen af Ramnes-calderaens dannelse intruderedes granitisk magma - noget aplitgranit og noget porfyrisk. Den porfyriske bjergart kaldes Horn-kvartsporfyr, og er omtalt under kvartsporfyrer.

Heruder bringes en række geologiske kort over områderne og fotos af in situ-blokke, nærblokke og enkelte fjernblokke, hvor ligheden med in situ-blokkene er påfaldende.