Grännait er hovedbjergarten i Norra Kärr-komplekset. Den er i sin hovedfremtoning, som man finder i den perifere del, en meget finkornet til afanitisk bjergart med en grønlig/grågrøn/grålig farve. Hovedmineralerne er nefelin, mikroklin, albit, ægirin samt eudialyt. Katapleit findes i nogle områder som subhedrale strøkorn, som kan være op til 3 cm, men som oftest er væsentlig mindre. Det er denne type, som fik Törnebohm til at kalde bjergarten for Katapleitsyenit og som nu kaldes katapleitporfyrisk grännait. Strøkornene er fyldt med små inklusioner af nefelin og feldspat, og det er formentlig årsagen til at de fremtræder nærmest lysegrå, selv om katapleit normalt har en rødbrun farve. På en frisk brudflade er strøkornene vanskelige at få øje på, men på en forvitret flade er de tydelige og står som regel lidt frem i forhold til grundmassen, som forvitrer kraftigere. Eudialyt kan også findes som afrundede strøkorn.
Grännait er altid mere eller mindre folieret. Det har været genstand for diskussion, om hvorvidt folieringen er et resultat af magmaflydning før størkningen i magmakammeret, eller om den er et resultat af regional metamorfose. I øjeblikket peger viseren på den sidste mulighed. Læs mere på Norra Kärr-siden.
Når man bevæger sig ind mod centrum af intrusionen begynder der at komme mere grovkornede partier, som kan være linse- eller slireformede og være fra få cm til flere meter brede. Kornstørrelsen når sjældent over 5 mm. Mineralindholdet er det samme som i almindelig grännait, dog med mindre ægirin. Det er i disse slirer, at indholdet af eudialyt og katapleit er højst. Zeolitter er almindelige sekundærmineraler efter nefelin og deres hæmatitinklusioner kan give leukosomerne en rødlig farve. Traditionelt har man kaldt denne grännaittype for pegmatitisk grännait, men dels er kornstørrelsen lovlig lille til at det er en berettiget betegnelse, og dels er det usandsynligt, at slirerne er dannet på rigtig pegmatitvis - altså ved pludselig udfældning i en volatilrig restmagma i forbindelse med trykfald. Snarere er mekanismen anatektisk - dvs. en delvis opsmeltning og omkrystallisering i forbindelse med tp-og/eller trykstigning.
Når man kommer endnu længere ind mod den centralt beliggende kaxtorpit tiltager de migmatitiske træk. Foldningsstrukturer bliver mere udtalte, farverne blegere og tegn på rekrystallisation tydeligere. Denne type kaldes migmatisk grännait. Der findes både melanokrate (mørke) og leukokrate typer.
Årsagen til at Norra Kärr er kommet il at nyde så stor opmærksomhed er mineralet eudialyt - eller rettere eudialyt-gruppen, som består af 26 (p.t.) forskellige Na-zirkonosilikatmineraler.
Den fælles formel for eudialytgruppen er N15[M(1)]6[M(2)]3[M(3)][M(4)]Z3Si(Si24O72)O'4X2, hvor N= Na, Ca, K, Sr, REE, Ba, Mn, H3O+, M(1)= Ca, Mn, REE, Na, Sr, Fe, M(2)= Fe, Mn, Na, Zr, Ta, Ti, K, Ba, H3O+, M(3)= Si, Nb, Ti, W, Na, Z= Zr, Ti, Nb, O'= O, OH, H2O, X= H2O, Cl-, F-, OH-, CO32-, SO42-, SiO44-
Det egentlige eudialytmineral har formlen Na15Ca6(Fe,Mn)3Zr3Si(Si25O73)(O,OH,H2O)3(OH,Cl)2, og indeholder altså ikke nogle af de sjælne jordartsmetaller.
Detaljerede undersøgelser har sandsynliggjort at der er foregået en magmatisk evolution, hvor de først udkrystalliserede bjergarter (mafisk lakarpit) indeholder klassiske lyserøde eudialytmineraler, som er jern-rige og REE-fattige (REE=rare earth elements). I en mellemgruppe findes eudialyt med både jern og mangan og med et højt indhold af HREE (heavy rare earth minerals). Endelig er slutproduktet mangan-domineret eudialyt med stort indhold af LREE (light rare earth minerals). De to sidste typer findes i hhv. pegmatitisk og migmatitisk grännait. Norra Kärr menes at være en af verdens bedste kilder til HREE.
En yderligere konklusionerne må være, at Adamssons opdeling i fire bjergarter er kunstig. I Tasmans rapport opdeles bjergarterne i 9 typer, hvoraf de fleste har flere undertyper, men da det hele alligevel skal graves op, går jeg ikke nærmere ind på det.
