Historie

Den lille alkaline intrusion ved Norra Kärr lige øst for Vättern blev opdaget og beskrevet af Törnebohm allerede i 1906. Han beskrev bjergartstyper og mineralforekomster. Hovedbjerarten kaldte han katapleitsyenit efter indholdet af det zirkoniumholdige mineral katapleit (som har sin typelokalitet ved Langesundfjorden i Oslofeltet). Et andet typisk mineral var eudialyt, som ligeledes er Zr-førende.

Under 2. Verdenskrig besøgte O. J. Adamson området og beskrev det mere indgående. Han gav bjergarterne de navne, som nu oftest anvendes, og som for alles vedkommende (undtagen pulaskit) tager udgangspunkt i lokale stednavne: Gränna, Lakarp, Kaxtorp. Han opdagede et nyt mineral i kaxtorpit og navngav det eckermannit efter den velhavende svenske ingeniør, direktør og mineralog Harry von Eckermann, som havde været særlig interesseret i mineraler fra alkaline intrusioner, specielt Norra Kärr og Alnön.

Boliden - det store svenske mineselskab - undersøgte umiddelbart efter 2. Verdenskrig og igen i 1970'erne om det var rentabelt at starte minedrift, men opgav det.

Udover zirkoniumholdige mineraler er der også et stort indhold af såkaldte "sjældne jordartsmetaller" (lanthanider, REE) samt niobium, yttrium og hafnium. Den stigende efterspørgsel af disse metaller har ført til fornyet interesse for at udnytte området kommercielt, og det canadiske mineselskab Tasman har gennemført et stort antal boringer og fundet det attraktivt at starte minedrift, som planlægges igangsat fra 2017. Det vil formentlig gøre det umuligt for amatører at besøge området - så pas godt på de klenodier I har! Der har været stor debat om det fornuftige i at indlede minedrift i området.

Geologi

Norra Kärr er en peralkalin nefelinsyenitintrusion i et grundfjeld, som består af rød Smålandsgranit (rød Växjögranit) med en alder på 1791±8 Ma. Denne granit er forgnejset i N/S-retning. I en 25-100 m bred zone omkring den alkaline intrusion har granitten gennemgået en såkaldt fenitisation, hvor de oprindelige strukturelle træk er bevaret, men hvor der er sket en omdannelse af mineralerne, førende til lavere kvartsindhold og øgning af albit/kalifeldspat-forholdet. Allernærmest på kontaktzonen er biotit delvist omdannet til ægirin.

Intrusionen er langoval i N/S-retning og måler ca 350x1200 m. Kontaktzonen hælder 35-40° mod vest.

Alder

Det har altid stået klart, at intrusionen er yngre end den omkringliggende granit, men hvor meget yngre har der været meget delte meninger om. De nyeste resultater lyder på 1489±8 Ma. Dette er også i overensstemmelse med at Norra Kärr var på plads under den sveconorvegiske og måske også den lidt omstridte hallandiske orogenese, og derfor kan have fået sin metamorfe fremtoning herfra.

Bjergarter

Hovedbjergarten er grännait, som omfatter ca. 85% af intrusionen. Grännait, som svarer til Törnebohms katapleitsyent, indeholder Zr-mineralerne katapleit og eudialyt.

Mod nord findes et lille område med lakarpit og man har ved de nye boringer også fundet mere mafisk lakarpitlignende bjergarti et større område ved intrusionens østlige grænse. Mod vest finder man pulaskit. Begge disse bjergarter indeholder det Zr-holdige mineral Rosenbuschit.

Centralt samt i flere mindre områder findes Kaxtorpit, som ikke er Zr-holdigt.

Metamorfose?

Hovedparten af bjergarterne er udtalt folierede, og i hovedparten af området er folieringen parallel med folieringen i den omkringliggende Smålandsgranit. Man antog derfor oprindeligt at der var tale om en fælles ydre påvirkning, som havde fremkaldt en forgnejsning.
Senere undersøgelserr (Adamson) påviste imidlertid, at folieringen i enderne af intrusionen gik parallelt med grænsen mod granitten og altså vinkelret på dennes foliering. Dette tydede på at folieringen i intrusionen var fremkaldt af flydemønster i magmakammeret.
Nyere petrologiske undersøgelser (Koark 1960 og 1968) konkluderer dog, at såvel foldningsstrukturer og migmatitiske forandringer viser, at der er foregået en betydelig regionalmetamorfose.

Alle disse bjergarter er naturligvis rariteter, som man ikke skal regne med at falde over i Danmark.