I dette opslag behandles de Norra Kärr-bjergarter, som Adamson kaldte lakarpit og pulaskit. Det er nefelinsyenitiske bjergarter, som adskiller sig fra grännait ved ikke at indholde Zirkoniummineralerne katapleit og eudialyt, men derimod det ligeledes Zr-holdige og sjældne mineral rosenbuschit. Rosenbuschit viser sig som stråfarvede nåle på nogle mm's længde. Ofte ses stjerneformet aggregatdannelse. En senere opdaget forekomst af en såkaldt mafisk lakarpit i den østlige rand af Norra Kärr indeholder dog eudialyt.
En anden forskel til grännait er at indholdet af mørke mineraler er domineret af amfibol og for pulaskits vedkommende også biotit.
I såvel lakarpit som pulaskit er der et stort indhold af fluorit, der sætter sig som små korn mellem lamellerne i polysyntetisk opbygget albit. Det kan give en undertiden ganske kraftig violet farve, som kan mistolkes som værende eudialytbetinget.
Folieringen er i almindelighed mindre udtalt end i grännait.
Lakarpit er en mesokratisk, middelkornet bjergart bestående af albit, arfvedsonit, nefelin, mikroklin, rosenbuschit samt flourit, titanit og apatit.
Lakarpit fandtes oprindeligt af Törnebohm og Adamsson i to små områder i den nordlige ende af Norra Kärr-intrusionen. Den største er den vestlige, og den måler blot 30x15 m. Hovedparten af denne forekomst er udtalt skifret, men der er to cirkulære legemer med en diameter på 1,5 m, hvor teksturen er massiv og hvor arfvedsonitten samler sig i klynger og derved giver bjergarten et særegent plettet udseende (se Skan-Kristallin). I den anden nordlige forekomst er der udelukkende skifret lakarpit.
Den nyopdagede meget langstrakte forekomst langs den østlige rand er mere mafisk og består af arfvedsonit og ægirin, mikroklin, albit, nefelin, pectolit, lyserød eudialyt, mosandrit og fluorit. Den adskiller sig altså ganske kraftigt fra den oprindelige lakarpit!
Pulaskit findes i et ganske stort område i den vestlige del af intrusionen. Der er slirer med grännait indlejret i pulaskitten.
Pulaskit er en mellem- til grovkornet med et beskedent indhold af nefelin - omkring 5%, hvilket har retfærdiggjort navnet pulaskit, som vi jo også kender fra Oslofeltet. Navnet stammer fra en forekomst i Pulaski County i Arkansas, som blev beskevet i 1891. Der er et stort indhold af mikroklin, som også findes som ofte flere cm store afrundede, halvgennemsigtige megakryster. Albit indeholder som ovenfor nævnt fluorit, som giver anledning til violetfarvning. Mørke mineraler udgøres af biotit, ægirin og amfibol af en sammensætning mellem arfvedsonit og eckermannit. Rosenbuschitnåle er også eneste Zr-mineral i Pulaskit, men optræder mindre talrige i forhold til i lakarpit. Desuden ses apatit og titanit.
