På nuværende erosionsniveau udgør rene basiske bjergarter en meget beskeden del af Ålandsbatholithen. Mest markant er Föglö gangsværm med plagioklasporfyriske pyroxendiabaser. I havet vest og sydvest for Åland er der områder med diabas som kan have rapakivialder, men muligvis er yngre. Endelig finder vi anorthit på de små øer Västersten og Östersten ud for Hammarudda og, yderst interessant, på øen Höggrund i Signilskärfjärden hvor den er infiltreret af granitisk magma.

Allerede i 1934 beskrev Sederholm nogle forekomster af anorthosit på nogle af øerne vest for Eckerö - og faktisk også som gange på ”fastlandet”. Han beskrev også infiltration med granitiske bjergarter.
Det er ikke forekomster der har haft den store bevågenhed, men Matthias Bräunlich har for nylig besøgt Höggrund kortvarigt og medbragt et par prøver som fuldstændig ligner de hybridbjergarter vi kender fra Nordingrå. Xander de Jong har fundet en lignende løsblok på øen Tödding som ligger for langt mod øst til, at den kan være kommet med isen fra Höggrund. Det tyder på at der på havbunden er større udbredning af sådanne bjergarter.
Bräunlich har bemærket at finske geologer har taget boreprøver fra forekomsten, men indtil nu foreligger der ikke nogen dateringer. Et kvalificeret gæt vil være at både anorthosit og granit er rapakivirelaterede.
Bräunlichs konklusion som der ikke er nogen grund til at betvivle, er at bjergarten med det halsbrækkende navn Nordingrå-syenitgabbros dage som absolut ledeblok er talte. De sjældne blokke af grågrønlig anorhit med mere eller mindre udtalt orange infiltration stammer med større sandsynlighed fra Ålandshavet.