I perioden 1,65-1,47 Ga dannedes en lang række mere eller mindre runde intrusioner af meget forskellig størrelse i Det Baltiske Skjold. I tilslutning hertil dannedes også en række gangbjergarter og vulkanske bjergarter.

Det er et særkende ved disse formationer, at der er tale om såkaldt bimodal magmatisme med tilstedeværelse af både sure og basiske bjergarter. De sure bjerarter kaldes rapakivibjergarter. De adskiller sig på flere måder fra andre granitiske bjergarter og har gennem mere end hundrede år været genstand for mange undersøgelser og spekulationer. Særligt har geologer interesseret sig for hvorledes den såkaldte rapakivitekstur med runde kalifeldspatøjne omgivet af en plagioklassøm er opstået. Læs mere under rapakivibjergarter.

Siden disse bjergarters dannelse har området i perioder været udsat for erosion, mens det i andre perioder har været sedimentationsprocesser, der har domineret.

Resultatet er, at vi nu har mange områder med blottede dybbjergarter og gangbjergarter, men relativt få blottede vulkanske bjergarter. Det er i hvert fald tilfældet for de dele, der er over havniveau - hvorledes det står til på de havdækkede områder er stadig uafklaret. Der er også områder, som er dækket af sedimenter fra hhv. Mesoproterozoikum (såkaldte jotniske aflejringer), Neoproterozoikum (vendiske) og palæozoikum (Kambrium, Ordovicium og Silur). På et tidligere tidspunkt har formentlig (næsten) alle intrusionerne været dækket af disse aflejringer, og alle rapakiviintrusionerne betegnes af den grund som værende subjotniske.

De svecofenniske rapakivimassiver er generelt yngre jo længere vestpå de befinder sig. Undtagelsen er Salmi-intrusionen i Rusland, som, selv om det er den østligste forekomst, hører til de yngre.

Man kan gruppere intrusionerne i fire suiter:

• Viborg-suiten (Kymi-suiten): 1,65-1,61 Ga. Består af det altdominerende Viborgmassiv og adskillige små satellitmassiver.
• Åland-suiten: 1,59-1,54 Ga. Består ud over Åland af en række massiver ved de svenske og finske kyststrækninger langs Den Botniske Bugt op til en linie mellem Umeå og Vaasa. De fleste af disse massiver strækker sig et større eller mindre stykke ud i havet. Afgrænsningerne baserer sig sig på seismiske, gravimetriske og magnetiske undersøgelsesmetoder og er ofte usikre. Muligvis er der også rapakiviforekomster på havbunden uden forbindelse til landfaste massiver. Desuden indgår massiver syd for Åland, som er dækket af hav og/eller sedimenter.
• Ragunda-suiten: 1,53-1,50 (1,47) Ga. Ud over Ragundamassiverne drejer det sig om Mårdsjö-, Nordsjö-, Mullnäset- og Strömsund massiverne NV for Ragunda. Rödö- og Strömsbromassiverne ved kysten hører også med i denne gruppe. Endelig står den diminutive Noran-intrusion på grænsen mellem Dalarna og Bergslagen bag tallet 1,47.
• Salmi-suiten:1,56-1,54 Ga. Ligger så langt mod øst at både in situ-blokke og vandreblokke er rariteter. Adskiller sig også ved at ligge i delvist arkæisk grundfjeld, og har således en afvigende oprindelse.

Den største er Viborgintrusionen, som menes at have et areal på ca. 18.000 km2. Den næststørste angives i almindelighed til at være Ålandsintrusionen, men måske er Nordingråintrusionens udstrækning ud i Den Botniske Bugt så stor, at den under navnet "Den Botniske Rapakivibatholith" kommer ind på andenpladsen. Hovedparten er dog dækket af jotnisk sandsten og yngre sedimenter.