Ålands-rapakivi er den dominerende bjergart på Ålandsøerne, og den har sin største udbredelse i de nordlige og østlige dele af Åland samt i havet nord herfor.
Ålandsrapakivi er en meget karakteristisk bjergart, som det næppe er muligt at forveksle med andre. Den er karakteriseret ved tilstedeværelsen af cirkelrunde eller ovale megakryster af perthitisk alkalifeldspat (ovoider) i en grundmasse, som typisk har en rødbrun farve. Ovoiderne er næsten altid lidt lysere end grundmassen og måler 5-25 mm. De har næsten uden undtagelse en mm-bred ring af grågrøn plagioklas - det er det, man kalder rapakivitekstur. Der er små indeslutninger af kvarts, plagioklas og mørke mineraler i ovoiderne, men de er normalt ikke tydeligt koncentrisk anordnede, som man ser det på det finske fastland. Et andet typisk træk ved Ålands-rapakivi er mørkegrå 1. generations-kvartskorn på op til 10 mm. Disse kvartskorn er runde eller har uregelmæssige former og har dybe indbugtninger. Udover alkalifeldspatmegakrysterne kan der være rektangulære plagioklasmegakryster.
Grundmassen fremtræder ofte kaotisk og består af kvarts og alkalifeldspat samt varierende mængder plagioklas og mørke mineraler. Kvarts og kalifeldspat i grundmassen kan værer helt eller delvist sammenvokset i grafisk tekstur, hvor kvartselementerne ligner runer eller fisk og har indadbuede (konkave) afgrænsninger mod kalifeldspatten. Grundmassens farve er som nævnt typisk rødbrun, men kan også være teglrød, kødrød, grårød, brun eller næsten grå. Både alkalifeldspat og især plagioklas kan være kraftigt imprægneret af støvfine hæmatitpartikler og derved antage en dyb brunrød farve. Mørke mineraler ligger samlet i små hobe. Hovedmineralet er hornblende, som kan have en kerne af augit. Biotit findes i mindre mængde og er ofte delvist chloritiseret.
Som for alle rapakivier gælder det, at udseendet kan ændre sig meget, når overfladen forvitrer. Især går det ud over plagioklaserne, som bliver helt lyse og dermed meget tydeligere.
Især i det nordøstligste område (Vårdö mm.) ses varianter med større ovoider og plagioklasringene er her typisk smallere, ufuldstændige eller næsten fraværende. Disse kan være vanskelige at skelne fra viborgitter/pyterlitter fra det finske fastland og betegnes af nogle forfattere som Ålands-viborgitter.
