Ignimbritter er bjergarter, der dannes, når indholdet af en pyroklastisk strøm afsættes oven på den eksisterende jordoverflade. Der har gennem tiderne været betydelig usikkerhed om ignimbritters dannelsesmåde, og som følge heraf også forvirring omkring nomenklaturen. Ignimbritbetegnelsen bør kun anvendes om bjergarter, der har været så varme på dannelsestidspunktet, at grundmassen er svejset sammen herved har fået en meget tæt, flintagtig karakter. Bjergarter, som ikke har været varme nok til at smelte sammen vil være mere porøse og ofte være mere inhomogene med fragmenter af andre bjergarter optaget på vejen. De er ofte resultatet af en "blok- og askestrøm", som er et resultat af mere begrænsede og ofte retningsbestemte eksplosive vulkanudbrud, eller evt. blot resultatet af kollaps af en vulkankegle. Læs mere om ignimbritter her.
Ignimbritter findes kun i begrænsede områder i det fennoskandiske område. Årsagen er - som det også gælder for andre supracrustale bjergarter (overfladebjergarter) - at de pga. deres overfladiske beliggenhed er udsatte for erosionens kræfter. Derfor vil de let forsvinde, hvis ikke særlige forhold, som har kunnet beskytte dem, har gjort sig gældende.
Vi finder ignimbritter i tre områder: Dalarna, Småland og Oslofeltet. Det er ikke altid, man med sikkerhed kan skelne mellem dem. Også inden for samme hovedområde er der meget store variationer i ignimbritternes udseende. I dette afsnit behandles kun ignimbritter med tydelig ignimbritisk grundmasse i form af eutaxitisk tekstur (pimpstensslirer, fiammes) og/eller pseudofluidal tekstur, som er subparallelle, evt. forvredne farvevariationer i gruindmassen forårsaget af uensartet afglasning. Man må dog have i baghovedet at mange af de bjergarter, som kaldes kvartsporfyrer eller feldspatporfyrer er af ignimbritisk oprindelse. Sammenligning af ignimbritter
