Dagbjergarter er karakteriserede ved at have en meget finkornet eller tæt grundmasse. Evt. kan den delvist betå af glas.
De fleste bjergarter i denne gruppe er porfyriske. At den er porfyrisk vil sige, at der er strøkorn af mineraler, som allerede var udkrystalliseret i magmaen inden den nåede op til jordoverfladen. Der kan være strøkorn af én eller flere typer:
- kvarts
- alkalifeldspat (sanidin, orthoklas, ternær feldspat og albit)
- plagioklas
- mørke mineraler i form af biotit, hornblende, augit, olivin og malmmineraler. Strøkorn af mørke mineraler danner ofte aggregater, hvor det kan være svært at bestemme mineralindholdet.
Da grundmassen er så finkornet, er det ikke muligt at bestemme grundmassens mineralsammensætning - den modale sammensætning. Du kan derfor ikke umiddelbart anvende QAPF-diagrammet for vulkanitter.
Du har i almindelighed heller ikke mulighed for at bestemme den normative (kemiske) sammensætning og navngive prøven ud fra TAS-diagrammet, som opdeler bjergartstyperne efter indholdet af (Na2O+K2O) og SiO2.
Når du skal bestemme en vulkansk bjergart må du nøjes med en skønsmæssig vurdering og herudfra anbringe prøven i et af felterne i QAPF-feltdiagrammet for vulkanitter. Man baserer sig herved især på de typer strøkorn, der er til stede, men grundmassens farve og struktur kan også være til nogen hjælp.
Udtrykkene porfyr og porfyrit er i princippet udgået af geologers ordforråd - i stedet taler man om rhyolitter, andesitter, basalter etc. Blandt amatørgeologer og ledebloksfolk trives porfyrbetegnelsen dog stadigvæk. Der anvendes ofte en tilføjelse til ordet porfyr for nærmere at definere egenskaber ved grundmasse og strøkorn. Det ville være en overdrivelse at påstå at betegnelserne anvendes systematisk og konsekvent, men herunder opregner jeg, hvorledes jeg mener det forholder sig.
- Kvartsporfyr ≈ rhyolit: Tæt/finkornet, lys grundmasse bestående overvejende af feldspat og kvarts (felsisk grundmasse). Kvartsstrøkorn og feldspatstrøkorn af én eller flere typer.
- Kvartsporfyrit ≈ dacit: Kvartsrige, mafiske/intermediære (dacitiske) magmaer kan resultere i porfyrer, som ligner porfyritter, men som også har kvartsstrøkorn. De er ret sjældne hos os (findes dog i Nås-Tyfors-området i Dalarna).
- Feldspatporfyr ≈ trachyt: Tæt/finkornet grundmasse bestående overvejende af feldspat og kvarts. Ingen eller meget få kvartsstrøkorn. Feldspatstrøkorn af én eller flere typer. Svarer stort set til begrebet felsitporfyr.
- Porfyrit ≈ andesit: Tæt/kornet grundmasse overvejende bestående af plagioklas og mørke mineraler (mafisk grundmasse). Strøkorn af plagioklas (skal i princippet være Na-rig plagioklas, men det kan man ikke afgøre i felten)og mørke mineraler. Ingen eller meget få strøkorn af kvarts og kalifeldspat. Porfyrer, som stammer fra intermediære magmaer, og som har temmelig mange alkalifeldspatstrøkorn og evt. enkelte kvartsstrøkorn, benævnes også porfyritter, så længe det er plagioklasstrøkornene, der dominerer (ex: Venjanporfyrit).
- Basalt: Tæt/finkornet grundmasse, som består af plagioklas og pyroxen. Forskellen mellem andesit og basalt ligger i plagioklasen, som i basalter overvejende er Ca-plagioklas og i andesit er overvejende Na-plagioklas. Der kan være strøkorn af plagioklas og/eller augit. Der kan også være strøkorn af olivin, som dog oftest er forvitret. Der er også mange ikke-porfyriske basalter.
- Fonolit: Dagbjergart svarende til foidsyenitiske dybbjergarter. Der er ikke relevante eksempler.
Den her ovenfor nævnte inddeling siger ikke noget omhvordan bjergarten er dannet.
- Det kan være sket ved at en lavastrøm har banet sig vej fra magmakammeret til jordoverfladen. Her bevæger den sig så et kortere eller længe stykke vej, inden den størkner. Det er især tilfældet for relativt basiske magmaer, som resulterer i dannelsen af basalt og andesit.
- Det kan også ved sket ved et eksplosivt vulkanudbrud. Det ses når magmaen har høj viscositet og et højt indhold af gasser. Her bevæger det vulkanske materiale sig ikke som en relativt fredelig lavastrøm, men derimod som en glødende sky af gas og aske. Det resulterer i dannelsen af en ignimbrit. Det er især sure magmaer, der opfører sig på denne måde. De fleste rhyolitter og trachytter er dannet på denne måde.
Man ser ofte, at der er diskussion om hvorvidt en bjergart er en porfyr eller en ignimbrit. Det er et meningsløst spørgsmål, for bjergarten kan så udmærket være begge dele. Der er imidlertid tradition for at samle bjergarter som fremviser tydelige ignimbritkendetegn så som pimpstensslirer (eutaxitisk tekstur) og pseudofluidal tekstur (ofte omtalt som fluidal tekstur) i en gruppe for sig selv, som man frejdigt kalder ignimbritter. Det er også i orden, hvis bare man er klar over den rette sammenhæng.
