Du er kommet hertil, fordi du har bedømt din prøve til at være en magmatisk bjergart!
Der er nu to muligheder:
Bjergart dannet ved langsom afkøling i dybet, og som følge heraf relativt grovkornet , så de enkelte krystaller let kan ses med det blotte øje. Nogle kilder sætter grænsen 3 mm, men efter min opfattelse kan man da sagtens se enkeltkorn mellem 1 og 2 mm. En grænse på 3 mm medfører også, at man får nogle meget grovkornede gangbjergarter, lad os holde fast ved 1 mm.
Overgangsformer mellem plutonitter og vulkanitter. Typisk vil de være størknet i gangsystemer tæt ved jordoverfladen, men lokale forhold kan have medført, at en plutonit er blevet relativt finkornet eller at en vulkanit er blevet relativt grovkornet. Nomenklaturen er ikke så veldefineret her. En mulighed er er sætte forstavelsen "mikro" foran det relevante plutonit-navn - det er især fornuftigt, hvis man i øvrigt fornemmer at fx. teksturen i en mikrogranit svarer til teksturen i granit. Imidlertid er det ikke altid tilfældet, og det fører til, at man må introducere mange specialnavne.
Bjergart dannet ved vulkansk virksomhed. Hele bjergarten - eller hvis den er porfyrisk da grundmassen mellem strøkornene - er finkornet, så man ikke kan adskille de enkelte krystaller. Da man således ikke kan afgøre mængdeforholdene mellem de lyse mineraler, er det i princippet ikke muligt at anvende QAPF-diagrammet. Hvis man havde haft en kemisk analyse af bjergarten - men hvordan skulle vi få den? - kunne man have anvendt TAS-diagrammet. Hvilke muligheder har vi da for at klassificere vulkanske bjergarter? Vi er nødt til at skønne hvilken gruppe i QAPF-feltdiagrammet prøven falder ind under - det sker først og fremmest ved at se vurdere grundmassen og undersøge hvilke typer strøkorn, der er i bjergarten.
Som nævnt under gangbjergarter kan man komme ud for at en bjergart ikke opfører sig helt "som den burde".
Fx. kan man komme ud for en gabbroid bjergart, som er størknet i dybet, men alligevel er ret finkornet. Det skyldes dybest set, at det, der er afgørende for, hvor store krystaller der er i en bjergart, egentlig ikke er direkte afhængig af, hvor hurtigt størkningen foregår, men er et resultat af samspillet mellem antallet af kærner, hvorfra krystallen kan vokse og tilgængeligheden af de ioner, som mineralet består af. Denne tilgængelighed er så igen bestemt af koncentrationen af disse ioner i magmaen og ikke mindst af diffusionsforholdene. Et højt indhold i magmaen af fx. H2O og fluor øger diffusionshastigheden voldsomt.
Hvad skal man så kalde en temmelig finkornet bjergart, som har basaltisk sammensætning og en kornstørrelse på 1-2 mm? Ja her er fagfolk ikke enige.
Som strandstensmand står man jo oftere med en sten i hånden end med 20 km3 af jordskorpen. Ergo må vi nok følge synspunkt nr. 2.
