Syenitporfyrer er gangbjergarter, der stammer fra en (kvarts-)syenitisk/monzonitisk magma. De udfylder felterne 6, 7 og 8 i QAPF-diagrammet. De kan indeholde op til 20% kvarts eller op til 10% foider. I alkalifeldspatsyenitiske typer (felt 6) er der næsten kun alkalifeldspat, i syenitiske typer (felt 7) er kalifeldspat i overtal, mens der er nogenlunde ligevægt mellem kalifeldspat og plagioklas i mere monzonitiske typer (felt 8). Mængden af mørke mineraler er som regel lav.

De har som regel strøkorn af alkalifeldspat og/eller plagioklas, men enskornede, finkornede typer ses også. Grundmassen er finkornet og af syenitisk sammensætning. Har ofte - som syenitter - en lidt mat fremtoning.

Bjergarter af denne type med stort Na-indhold kaldes alkaliske alkalifeldspatsyenitter. De indeholder Na-pyroxener og/eller Na-amfiboler.

 

Hvor finder vi syenitporfyrer?

• Oslofeltet - ikke overraskende da Vi jo her også har mange syenitiske og monzonitiske dybbjergarter.
• Rapakivimassiver - specielt de svenske rapakivimassiver, hvor man også har syenitiske og kvartssyenitiske dybbjergarter: Ragunda og Mårdsjö. Der er dog også eksempler fra Rödö og Østersøen.
• Smålandsgangporfyrer: Nymålaporfyr og krystalsøjleporfyr. Også nogle typer af H¨pogsrumporfyr er syenitiske - helt eller næsten uden kvartsstrøkorn.
• Skåne: Syenitporfyr fra Torpa klint, kullaitter fra Kullen og Dalby. Det antages, at der er flere gange med syenitiske bjergarter i området. Relateret hertil er også den kendte kullaitgang ved Bjergebakke på Bornholm.
• Dalarna: Trängsletporfyr (Zandstras betegnelse) eller kvartssyenitporfyr, som Hjelmquist skriver, er en kvartsfattig, porfyrisk udgave af Garberggranit. Det kan også bemærkes, at Hjelmquist i 1966 kaldte Venjanporfyrit af Ärtentype for kvartsporfyrit - ganske forståeligt, da der ofte er rigeligt grå kalifeldspat. Herudover kan man med god ret kalde mange af de kornede typer af feldspatporfyrer og strøkornsrige porfyrer for syenitporfyrer.