Svens StrandstensSite
Sydvestskandinaviske Domæne - Østlige segment - Kinnediabas og Hunnediabas

Kinnediabas og de andre Vestergötlanddiabaser er permiske gangbjerarter, som dannedes samtidig med (og utvivlsomt også årsagsmæssigt sammenhængende hermed) magmatismen i Oslofeltet.

De dannede udbredte gange i de kambrosiluriske aflejringer, men er siden delvist borteroderet. Nogle steder står de dog tilbage som taffelbjerge, hvor diabasen har beskyttet de underliggende lag: Halleberg, Hunneberg, Kinnekulle, Billingen, Mösseberg, Ålleberg, Varvsberg, Gerumsberg m. fl. På de to førstnævnte vestlige lokaliteter findes kvartsdoleriter. På de øvrige findes olivindiabaser, som alle kaldes Kinnediabas.

Kinnediabas

Kinnediabas er en af de første ledeblokke, man som nyslået stenmand stifter bekendtskab med. På en frisk brudflade fremtræde kinnediabesen som en næsten ensfarvet sort bjergart. Det er først når overfladen forvitrer, at den får sit blomkålsagtige udseende.

Baggrunden for dette karakteristiske udseende er den ofitiske tekstur, som er karakteristisk for de fleste doleriter og da især for Kinnediabasen.

Kinnediabas er sammensat af oftest 4-5 mm store uregelmæssigt afgrænsede, gråsorte augitkorn. De omslutter utallige mindre plagioklaslister, som ligger tilfældigt orienteret og danner et åbent netværk gennem hele bjergarten. Olivin findes sammen med magnetit og andre mineraler som små korn især mellem augitkornene, men også som små indeslutninger i disse. Olivinen er oftest omdannet til serpentin eller rust, så stenen får en brunlig farve.

Der findes varianter med mindre og større augit/plagioklas-komplekser. Størrelser på 2-4 cm, som man ser det i den lignende (men meget ældre) Särnadiabas når de dog aldrig.

Hunnediabas

Ikke alle diabaserne fra Västergötland er olivindiabaser som kinnediabasen. På Hunneberg og Halleberg finder man i stedet en kvartsdolerit som kaldes Hunnediabas. Den består af plagioklas og magnesiumrig pyroxen (enstatit) samt mindre mængder kvarts, oxider etc. Den har lige som Kinnediabas ofitisk tekstur, men på grund af den manglende olivin i massen mellem de store pyroxenkorn har den ikke det karakteristiske blomkålsagtige udseende.