Det Sydvestskandinaviske Domæne SSD består af grundfjeld, som blev omdannet eller nydannet ved den sveconorvegiske orogenese (bjergkædefoldning) i perioden 1,14-0,90 Ga. Benævnelsen Den Sveconorvegiske Provins dækker over samme område.

Afgrænsning

Østgrænsen for SSD sættes ved den Sveconorvegiske Frontale Deformationszone SFDZ.
Mod nordvest overlejres bjergarterne i SSD af Kaledoniderne, for dog at dukke op igen i større eller mindre vinduer længere mod nordvest i Norges Vestlige Gnejsregion.
Mod syd og vest dækkes grundfjeldet af phanerozoiske aflejringer. Det skyldes, at grundfjeldet via komplicerede forkastninger i Sorgenfrei-Tornquist-zonen er ført i dybden.
I Carbon/Perm blev SSD spaltet af Osloriften.

Inddeling

SSD måler ca. 500 km - både N-S og Ø-V. Det består af fem lithotektoniske enheder som hver har sin egen historie med magmatisme, metamorfose, deformation og sedimentation. Nomenklaturen har været omskiftelig, men her kaldes de alle segmenter. Nogle af segmenterne kan igen underopdeles.
Segmenterne er I retningen øst mod vest og med angivelse af alderen på de ældste magmatiske bjergarter i segmentet:

• Det Østlige Gnejssegment 1710-1660 Ma
• Idefjordsegmentet 1660-1520 Ma
• Kongsbergsegmentet 1560-1505 Ma
• Bamblesegmentet 1570-1520 Ma
• Telemarksegmentet 1520-1480 Ma

Som det ses, bliver segmenterne yngre fra øst mod vest. Bjergartstyperne peger på, at segmenterne er dannet ved accretionære processer (kontinuerlige subduktionsprocesser, hvor ny kontinentalskorpe i form af havbundssedimenter og øbuer føjes til den eksisterende) langs den fennoskandiske randzone i perioden 1710-1480 Ma.

Segmenterne er adskilte af overvejende N-S gående deformationszoner med en bredde fra nogle få x 10 meter til flere km. Langs disse zoner har enhederne forskubbet sig horisontalt i forhold til hinanden og/eller kollideret med hinanden med kompression og over/underskydning til følge.

Geologisk udvikling

Der har de seneste 30 år været forsket meget i geologien i SSD, og der kommer hele tiden nye forskningsresultater, som fører til ændringer i og forfinelse af de modeller, man har opstillet for udviklingen.
Udfordringen består bl.a. i, at de gennembribende påvirkninger, der fandt sted under den sveconorvegiske orogenese, gør det vanskeligt at tolke de hændelser, som ligger forud.

Den præsveconorvegiske udvikling

Udgangspunktet er det landskab, vi havde da Den svecofenniske orogenese var afsluttet med TIB-magmatismen ca. 1,7 Ga. Vi må i grove træk forestille os, at Balticas sydvestlige rand gik omkring det der nu er Mylonitzonen.

• Den gotiske orogenese som tidfæstes til 1,66-1,52 Ga er i princippet en fortsættelse af de accretionære processer langs den fennoskandiske randzone, som førte til dannelsen af TIB. De gotiske landmasser danner først og fremmest skelettet i Idefjordsegmentet.
• Telemark-orogenese (1,52-1,48 Ga). I løbet af en relativt kort periode dannes de landmasser, som udgør grundskelettet af Telemarksegmentet og måske mindre dele af de tilstødende segmenter.
• Den hallandiske orogenese (1,44-1,38 Ga). Aktiviteten langs den fennoskandiske randzone rykker af ukendte årsager mod sydøst - betegnelsen "den danopoloniske orogenese" anvendes også om de østligste dele. Der nydannes bjergarter i Blekinge/Bornholm-provinsen, og også nogle enkelte på vestsiden af SFDZ: Romelegranit, Jönköping Anorthositic Suite. Bjergarterne i den sydlige del af Det Østlige Segment oplever deformation og migmatisering. De øvrige sveconorvegiske segmenter er derimod upåvirkede.
  
• Extensionsperiode med bimodal magmatisme. Perioden mellem den hallandiske og den sveconorvegiske orogenese var præget af extension og perioder med udbredt bimodal magmatisme (kombineret mafisk og felsisk) i hele området - dog tidsmæssigt forskudt i de forskellige segmenter.
  

Den sveconorvegiske orogenese 1,14-0,9 Ga.

• Mod øst og centralt er det dominerende træk, at blokkene kommer i kontakt med og forskydes i forhold til hinanden. Der er gentagne episoder med metamorfose i højtryksgranulitfacies. Magmatisme spiller i det meste af perioden en underordnet rolle - først i slutfasen er der store granitiske intrusioner.
• Mod vest - i Telemark - er forholdene derimod præget af udbredt magmatisme: subduktionsbetinget i starten og anorogen i slutfasen. Metamorfosen er af højtemperaturtypen (Rogaland). Deformation er ikke fremtrædende, og sedimentation fortsætter helt frem til ca. 1000 Ma.

Der er to konkurrerende modeller for hvad der skete i SSD under den sveconorvegiske orogenese.

• Den gennem nogen tid førende opfattelse, som er fremført af bl. a. belgieren Bernard Bingen, der arbejder i Trondheim, og Charlotte Möller fra Lund bygger på, at den sveconorvegiske orogenese er en del af Grenvilleorogenesen, som fandt sted ved samlingen af superkontinentet Rodinia ca. 1000 Ma. Teorien går ud på at Baltica kolliderede med et andet kontinent, formentlig Amazonas. Det førte til langvarig fortykkelse af jordskorpen, hvilket igen kunne forklare, at der opstod metamorfose i eklogitfacies i Sydsverige. Modellen er efter at den blev anfægtet (se nedenfor), blevet kombineret med teorier om stedvis delamination, hvor lithosfæren løsnes fra skorpen, som så opvarmes kraftigt, fordi den kommer i direkte kontakt med astenosfæren.
• Bingens model fik i 2013 konkurrence af en model, der byggede en anden opfattelse af Rodinias konfiguration. Her vendte den fennoskandiske randzone ud mod havsiden, og der var ikke tale om kollision mellem Baltica og et andet kontinent. Udviklingen styreredes i stedet af mere eller mindre kontinuerlig accretion, dvs. tilføjelse til den eksisterende kontinentalskorpe af havbundssedimenter og øbuer i forbindelse med subduktion. Det er nordmanden Trond Slagstad, som også arbejder i Trondheim, der er bannerfører for denne model. Den opstod fordi Slagstad mente, at bjergartstyperne i det relativt nyopdagede Sirdal Magmatic Belt i I Rogaland-Vest Agder kun kunne være dannet i forbindelse med subduktionsprocesser. Siden da er artiklerne føget over bordet, uden at man er blevet enige. Også Slagstads teori forfines hele tiden med ændringer i den subducerede plades hældning, delamination og andre finurligheder.
  Det er ganske spændende at følge med i, men det er selvfølgelig helt umuligt for mig at have nogen kvalificeret mening om, hvem der har mest ret.

Den postsveconorvegiske udvikling

Efter den sveconorvegiske orogenese har vi en relativt rolig periode præget af erosion og moderat ekstension. Når vi når frem til Palæozoikum 542 Ma, er området helt fladt - vi kalder det Det Prækambriske Peneplan. Havet stiger, og der afsættes mægtige sedimentlag på Baltika. I slutningen af Silur (443-417 Ma) kolliderede Baltika med Nordamerika. Herved opfoldes Kaledoniderne, der som 3 store napper væltede sig ind over Baltikas nordvestlige rand og dækkede dele af det sveconorvegiske grundfjeld. Omkring 300 Ma støder yderligere kontinentalmasser til sydfra: Den hercyniske bjergkæde dannes i Midteuropa, og superkontinentet Pangea er en realitet. Selv et superkontinent holder ikke evigt: Som et varsel om, hvad der senere skal ske opstår Osloriften, som deler nuværende Sydvestskandinaviske Domæne i to, og et sindrigt system med forkastninger og vulkanisme langs Sorgenfrei-Tornquistzonen præger billedet de næste par hundrede millioner år. Kombineret med skiftende indsynkning og landhævning samt skiftende vandstand i verdenshavet dannes et varieret grundfjeldsrelief i området sydvest for Tornquistzonen - usynligt fordi det er dækket af sedimenter og delvist også af havet. Danmark og Skåne ligger som bekendt over havets overflade - i de skånske åse og på Bornholm er grundfjeldet endda som horste skubbet helt op til overfladen.
Er der sveconorvegisk grundfjeld under hele Danmark? Nok ikke helt. Grænselinjen mod den avalonske undergrund, som stødte til under den kaledoniske orogenese, går nok gennem Sønderjylland og måske også Lolland-Falster.