Det Østlige Gnejssegment er en i hovedsagen N-S orienteret blok (lithotektonisk enhed), som med en bredde på 60-120 km strækker sig bueformet fra Skåne i syd til Kaledoniderne i nord - ialt ca. 600 km. Langt hovedparten ligger således i Sverige, men Norge bidrager med det geologisk ikke særligt indgående beskrevne Solørdistrikt. Mod øst grænser segmentet op mod TIB langs Den Sveconorvegiske Frontale Deformationszone SFDZ (tidligere har oftest man anvendt Protoginzonen som grænse). Mod vest går grænsen mod Idefjordsegmentet langs Mylonitzonen.

I tiden inden man fik mulighed for radiometriske aldersbestemmelser af bjergarter var det svenske geologers opfattelse, at regionen hørte til det ældste svenske grundfjeld, og det fik betegnelsen pregotisk. Det er der siden - omend med betydelig forsinkelse mange steder - rettet op på.

Protoginzonen
Protoginzonen defineres dels som en zone, der indeholder en bestemt bjergartstype, den såkaldte protogingnejs og dels som en zone med et netværk af smalle, næsten lodrette plastiske og sprøde deformationzoner adskilte af områder med næsten udeformerede bjergarter. Som grænsestruktur er Protoginzonen problematisk - dels fordi den nogle steder er op til 30-50 km bred, og dels fordi den nord for Vänern spreder sig vifteformet ud og i det hele taget er svær at identificere.

Der er ret stor forskel på geologien i området hhv. nord og syd for Vänern, og nogle geologerne vælger at opdele segmentet i en nordlig del, Klarälvensegmentet, og en sydlig del Ätransegmentet.

Geologisk udvikling

Svecofenniske bjergarter incl. TIB

De helt dominerende bjergarter i Det Østlige Gnejssegment er granitiske til kvartsmonzonitiske orthognejser. Udgangsbjergarterne (protolitherne) er overvejende magmatiske bjergarter tilhørende TIB 2 - altså med en alder på ca. 1.7 Ga. I den allerøstligste del indgår dog også bjergarter fra TIB 1 og TIB 0 samt svecofenniske bjergarter med en alder på ca. 1,9 Ga. Helt mod syd indgår lidt yngre bjergarter med association til Blekinge/Bornholm Provinsen. Til forskel fra TIB-bjergarterne øst for SFDZ bjergarterne i Blekinge/Bornholm-provinsen er bjergarterne i Det Østlige Gnejssegment mere eller mindre gennemgribende påvirket af hændelserne under den sveconorvegiske orogenese 1,14-0,9 Ga.
Nord for Vänern (i Värmland) er gnejserne rødlige og kaldes derfor røde gnejser! I det mellemste og sydlige område er der både rødlige og grålige gnejser, som ligger filtret ind i hinanden. Mange gnejser - især i det mellemste og sydlige område - indeholder en del magnetit og kaldtes i ældre litteratur ofte järngnejser. Deformationsgraden varierer også, men er generelt højst mod sydvest jvf. den ny inddeling af Det Østlige Segment i tre compartments (se boks nedenfor).
I den nordlige del af segmentet (Värmland) er der er en forholdsvis jævn overgang mellem Filipstad- og Kristinehamngranitter i TIB og de røde gnejser i Det Østlige Gnejssegment. Langt inde i gnejsregionen findes enklaver med relativt upåvirkede øjegranitter af Filipstadtype.
Suprakrustale bjergarter indtager en underordnet rolle, men fx. i Romeleåsen menes der at være indslag af paragnejser. Pga. af de voldsomme påvirkninger, gnejserne har været udsat for, er det dog ofte umuligt at sige noget sikkert om udgangsmaterialet. I Värmland findes dog såkaldte Värmlandsporfyrer, som er en udløber af Dalaporfyrerne.

Perioden mellem TIB og Den Sveconorvegiske Orogenese

Tidsrummet mellem TIB og Den Sveconorvegiske Orogenese var forholdsvis rolig, men der var dog tre perioder med aktivitet i grundfjeldet:

• Mafisk magmatisme med intrusion af hyperitdiabaser 1565 Ma. Mest udtalt i området nord for Vänern (Värmland), men der er også eksempler fra den sydlige del af Protoginzonen.
• Under Den Hallandiske Orogenese 1465-1385 Ma var der lavtryksmetamorfose med migmatisering og deformation i området syd for Vänern (og i de tilstødende dele af Småland øst for SFDZ). I slutfasen Intruderedes Varbergcharnockit, Torpagranit o. l. bjergarter. Samtidig udbredte granitiske og pegmatitiske gange.
• Doleritter i Protoginzonen syd for Vänern ca. 1270 Ma. Næsten samtidig med Central Scandinavian Dolerite Group (Åsbydiabas mm.) og måske relateret hertil.
• Omkring 1200 Ma intruderes såvel mafiske som syenogranitiske bjergarter - de fleste i Protoginzonen syd for Vättern, men også nogle mere centralt i segmentet.
  Ex.: Taberghyperitdiabas, Vaggerydsyenit.

Den sveconorvegiske orogenese

Under Den Sveconorvegiske Orogenese blev Segmentet udsat for metamorfose, deformation og migmatisering (dannelse af leucosomer). Metamorfosen var ret kortvarig og nåede sit maximum ca. 980-970 Ma. Graden af metamorfose spændte fra eklogitfacies i området omkrig Ullared til grønskiferfacies mod nordøst. Området syd for linjen Borås-Ulricehamn, hvor påvirkningen var størst, kaldes Den Sydsvenske Granulitregion SGR. Uanfægtet af administrative grænser fortsætter SGR ind i Skåne, hvor de nordvestligste åse er en del af Den Østlige Gnejsregion.
Bjergarterne i de mange mafiske intrusioner i segmentet blev under den sveconorvegiske orogenese (og de ældre typer måske allerede under den hallandiske) især i kontaktzonerne omdannet til amfibolitter og granatamfibolitter. I områderne med højtryksmetamorfose gik omdannelsen videre til mafiske granulitter og evt. eklogitter, som sidenhen gennemgik retrograd metamorfose og blev til retroeklogitter.
Der var ikke magmatisme i større udstrækning i Det Østlige Gnejssegment under Den Sveconorvegiske Orogenese. Vi må nøjes med nogle pegmatitgange med en alder på ca 960-930 Ma samt nogle få gange med Blekinge-Dalarna-doleritter (980-930 Ma) i den nordøstlige del - langt hovedparten ligger øst for SFDZ.

På det seneste er svenskerne begyndt at inddele segmentet i tre dele alt efter hvor gennemgribende påvirkningerne under den sveconorvegiske orogenese har været. De er tilsyneladende endnu ikke nået til enighed om, hvad de skal kalde disse underenheder.
Lower compartment/Internal section. Bortset fra en lille trekant ved Karlstad findes Internal Section syd for Vänern. Underenheden er domineret af migmatitiske, felsiske orthognejser med enklaver af forskellig størrelse med mafiske bjergarter. Under den sveconorvegiske orogenese var der metamorfose i højtryksgranulitfacies med migmatisering af både felsiske og mafiske bjergarter. I et mindre område nåedes eklogitfacies.
Middle compartment/Transitional section. Denne underenhed er mere fragmenteret. Den har sin største udbredelse nord for Vänern og forsvinder helt mod syd, hvor Internal Section og Frontal Wedge støder direkte op til hinanden. Bjergarterne i Transitional Section blev under den sveconorvegiske orogenese udsat for gennemgribende deformering og for metamorfose i amfibolitfacies, dog uden opsmeltning - dvs. at der ikke dannedes migmatitter. Der er zoner med sprød deformering og forkastninger på regional skala, som skærer zonerne med plastisk deformation.
Upper compartment/Frontal Wedge. Kan følges i hele segmentets udstrækning fra Skåne til Kaledoniderne. Her finder vi et forgrenet netværk af smalle plastiske deformationszoner, som er metamorfoseret i grønskiferfacies. Østgrænsen af Frontal Wedge er identisk med Den Sveconorvegiske Frontale Deformationszone SFDZ (eller blot SF). Øst for denne grænse er grundfjeldet ikke nødvendigvis upåvirket af den sveconorvegiske orogenese, men det er sket i form af sprød deformering.
Den del af Frontal Wedge, som ligger syd for Vättern er identisk med Protoginzonen, som dog er et lidt kompliceret begreb, fordi der har været anvendt forskellige definitioner til forskellige tider.

 

Postsveconorvegisk udvikling

Efter den sveconorvegiske periode var området i hvert fald periodevis præget af extension. Formentlig omkring 800-700 Ma dannedes Vätterngravsænkningen, som siden er fyldt delvist op med op til 1000 m mægtige Vissingsösedimenter.

Da man nåede frem til Kambrium var grundfjeldet eroderet ned til ”Det Prækambriske Peneplan”. I Kambrium, Ordovicium og Silur afsattes lag af sandsten, skifre og kalksten, som imidlertid de fleste steder senere er borteroderet . Undtaget herfra er mindre områder (Billingen, Kinnekulle) hvor sedimenterne er beskyttet af såkaldte plateaudiabaser, hvoraf kinnediabas er den kendteste. De dannedes i forbindelse med magmatismen i Oslofeltet omkring 280 Ma.

Ledeblokke fra Den Østlige Gnejsregion
Segmentet er ikke nogen guldgrube for ledebloksamlere - det er ærgerligt, fordi så stor en del af stenene på vore strande netop kommer herfra.
Mest anvendelige er bjergarterne fra de mindre intrusioner fra tiden mellem TIB og den sveconorvegiske periode: Varbergcharnockit, Torpagranit, Vaggerydsyenit - og så selvfølgelig ikke at forglemme den meget yngre Kinnediabas.
Roland Vinx gjorde et fortjenstfuldt arbejde ved i 1998 at beskrive nye ledebloktyper i "Neue kristalline SW-schwedische Leitgeschiebe", hvor flammepegmatit og især de metamorfe varianter af mafiske bjergarter er værdifulde. Man må dog være opmærksom på at der er lignende bjergarter i Bamble i Sydnorge.