De granitiske og charnockitiske bjergarter omkring Farsund og Lyngdal i det sydvestligste Norge har været genstand for mange norske og udenlandske geologers undersøgelser gennem mere end 100 år.

Det grundfjeld, som disse intrusioner var placeret i, var detaljeret inddelt i båndede gnejser, øjegnejser og granitiske gnejser. En særlig type øjegnejs med sveconorvegisk alder blev navngivet Feda-suiten.

I 2013 fremførte Trond Slagstad, at alle disse bjergarter - og flere til - var en del af et større kompleks af intrusioner opstået ved subduktion langs Balticas sydvestlige rand. Han døbte komplekset Sirdal Magmatic Belt og aldersbestemte bjergarterne til 1060-1020 Ma.

Det var i sig selv en betydningsfuld opdagelse, men implikationerne var større. Den herskende teori, hvis bannerfører var Bernard Bingen, gik ud på, at processerne ved Baltikas sydvestlige rand var en del af den globale Grenville-orogenese, som igen var et resultat af, at alle kontinenter samlede sig i superkontinentet Rodinia omkring 1000 Ma. I dette puslespil var opfattelsen, at Baltica kolliderede med et andet kontinent, formentlig Amazonas, og at det førte til kompression og dannelse af fortykket kontinentalskorpe i specielt den østlige del af det, der nu er Det Sydvestskandinavuske Domæne, og hvor man fornyligt havde fundet tegn på metamorfose i eklogitfacies.

Slagstad påstod, at bjergarterne i SMB var af calcalkalin type, og at de derfor ikke kunne være opstået ved kontinentkollision, men måtte være et resultat af accretionære processer og subduktion.

Der var således lagt op til en interessant diskussion, som stadig er pågående og spændende at følge.

Hvad selve Sirdal Magmatic Belt angår, må man konstatere, at barnet stadig er i live og har det godt. Det er endda vokset i forhold til Slagstads første kort, og omfatter bl. a. også Fennefoss øjegnejs på østsiden af MANUS.

Hovedelementerne i SMB er porfyriske granitter, som ligger i NS-gående enklaver adskilt af zoner med mange mafiske xenolither, som formentlig er rester af det ældre grundfjeld. I et mindre område består SMB af leukogranit, som muligvis er et resultat af migmatitiske processer. I et selvstændigt område helt mod nordvest er der granatførende granit.

Der foreligger ikke mange prøver af bjergarterne, så der er ikke meget at vise her, men der er mange fotos både i de artikler, som er nævnt herunder, og mange andre. For de flestes vedkommende er de tilgængelige på nettet.

Efter intrusionen af SMB i perioden 1060-1010 Ma var der en kort stille periode til ca. 990, hvorefter såvel Sirdal Magmatic Belt og det øvrige Telemark under den sidste del af den sveconorvegiske orogenese blev udsat for extension med udbredt anorogen magmatisme. Resultatet heraf var emplaceringen af talrige intrusioner med hornblende-biotit-granitter. De HBG-bjergarter, som ligger inde i SMB har en anderledes sammensætning end dem, der ligger udenfor. Det har formentlig at gøre med, at HBGin-suiten er dannet ved partiel opsmeltning af materiale i den dybe skorpe, som allerede én gang havde afgivet materiale - nemlig til SMB - og derfor var mere basisk og tør.