Telemarksegmentet udgør den vestligste og yngste del af Det Sydvestskandinaviske Domæne SSD. Det måler ca. 230 km Ø-V og 300 km N-S.
Mod sydøst og øst grænser Telemark - taget nord fra - op mod Iddefjordsegmentet, Kongsbergsegmentet, Oslofeltet og Bamblesegmentet. Telemark- og Idefjordsegmenterne er adskilte af Åmot-Vardefjell Shear Zone, som er en op til 500 m bred zone med mafisk gnejs. Kongsberg- og Bamblesegmenterne er skubbet ind over Telemark i sveconorvegisk tid.
Mod nordvest overlejres Telemark af Kaledoniderne og mod sydvest er grænsen Tornquistzonen, som forløber et stykke ude i havet.
Telemark deles næsten midt over af den N-S gående deformationszone Mandal-Ustaoset-zonen (MANUS). Hele segmentet bærer som nævnt Telemark-navnet, men det egentlige Telemark ligger øst for MANUS. Vest for MANUS hedder områderne taget nordfra Hardangervidda, Rogaland og Vest-Agder.

Hovedelementerne i Telemarksegmentet er præsveconorvegiske orthognejser, metamorfoserede supracrustale bjergarter og sveconorvegiske intrusioner.

Geologisk udvikling

Telemarkorogenesen

Grundskelettet til Telemarksegmentet dannedes ved magmatisme i perioden 1520-1480 Ma. (For nyligt er der beskrevet aldre helt op til 1560 Ma. Hvis det kan bekræftes har man en næsten kontinunuerlig aldersfordeling af magmatiske bjergarter fra vøst mod vest i SSD). Man forestiller sig en subduktionszone ved den nu sydvestvendte fennoskandiske randzone, som førte til magmatisme dels I Suldalregionen længst mod vest, hvor der dannedes calc-alkaline granitoider, og dels i et back arc miljø længere mod øst ved Rjukan, hvor skorpen udtyndedes, og der opstod bimodal vulkanisme med rhyolitter og basalter, som danner basis i de mægtige Telemark supracrustaler.

Perioden mellem Telemarkorogenesen og den sveconorvegiske orogenese

Næste generation af magmatiske bjergarter dannes ved bimodal magmatisme i tidsrummet ca. 1300-1140 Ma., hvor Telemark var i en extensionsfase. Lige som de ovennævnte Suldalgranitter er disse bjergarter forgnejsede under den sveconorvegiske orogenese.
Ex.: Iveland-Gautestad mafiske intrusion 1285 Ma ved Evje, Vråvatn granitiske plutoniske kompleks 1220-1190 Ma, Hidderskog (eller Hittreskog) charnockitgnejs 1159 Ma inde i SMB.
Den langvarige ekstension var ledsaget af aflejring af tykke og geografisk udbredte sedimentære sekvenser blandet med vulkanske lag.
Ex.: Sæsvatn-Valldal supracrustale kompleks, bimodal 1275-1210 Ma, Nissedal supracrustale kompleks, overvejende mafisk 1210 Ma.

Sedimentaflejringer udgør en betydelig del af Telemark. De findes spredt i hele segmentet i intramontane bassiner, hvoraf langt det største ligger i det centrale Telemark øst for og grænsende op til MANUS. De ældste i Seljordgruppen ligger oven på vulkanitterne i Rjukangruppen, og består af materiale fra de ældste af de ovenfor nævnte magmatiske bjergarter samt materiale fra den sydvestlige del af Det Baltiske Skjold. Seljordgruppen består overvejende af kvartsitter og har en mægtighed på mere end 8 km.
Seljord overrlejres unkonformt af Bandakgruppen, som har en tykkelse på mere end 3,5 km og består af blandede sedimentære og vulkanske lag. Sedimentationen begynder ca. 1150 Ma og fortsætter lidt ind i den sveconorvegiske periode.

Spredt i Telemarksegmentet findes flere mindre komplekser med metasedimentære bjergarter.

Den sveconorvegiske orogenese

1065 Ma - altså i den sveconorvegiske periode - vender magmatismen tilbage til det vestlige Telemark, for at danne Sirdal Magmatic Belt SMB - et bueformet bælte af granitoide intrusioner med en Ø-V bredde på 50 km og en N-S længde på 170 km. Eksistensen af dette udbredte massiv er først rigtigt erkendt inden for de seneste ti år. Hovedparten er calc-alkaline granitter, som er typiske for subduktionszoner, men som nok også kan dannes i andre miljøer (læs mere om Bingen-Slagstad-fejden i SSD-opslaget). Der er mindre områder med leukogranit og med granatførende granit.

Efter 985 Ma intruderes et stort antal plutoner, som er svagt eller slet ikke folierede og har skarpe grænser til de omgivende bjergarter. Der er to hovedgrupper:

HBG-suiten, som består af hornblende-biotit-granitter. Intrusionerne skyder op helt 926 Ma og findes fra SMB og østover med fortsættelser i Bamble og i Idefjord.
Ex.: Høvringsvatngranit 983 Ma, Vrådalsgranit 964 Ma, Holumgranit 957 Ma, Lyngdalmonzodiorit 950 Ma, Herefossgranit 949 Ma.

AMC-suiten, navngivet efter indholdet af anorthosit, mangerit og charnockit. De intruderes 937-916 Ma i det sydvestligste hjørne af SSD og markerer afslutningen på den sveconorvegiske magmatisme. Benævnes også Rogaland Igneous Complex RIC.

Telemark bjergarterne har været udsat for metamorfose i længere perioder under den sveconorvegiske orogenese. Der var to toppunkter

Det første toppunkt var i perioden 1030-1005 Ma. Metamorfose graden nåede høj amfibolitfacies af høj-tp type med udbredt migmatisering og deformering. Graden tiltager mod SV og når granulitfacies i området hvor AMC-komplekset senere intruderes.

Det andet toppunkt kom 930 Ma og var lokaliseret til området tæt på AMC-intrusionerne. Også her var der tale om høj-tp metamorfose i granulitfacies - formentlig kontaktmetamorfose fremkaldt af RIC-intrusionen, men delaminering af lithosphæren og skorpens derved direkte kontakt med den varme astenosphære kan også have spillet ind. Man formoder, at astenosphæren for 1 milliard år siden var ca. 100 grader varmere end i Dag.

I flere faser, men især i slutfasen af den sveconorvegiske orogenese dannes pegmatiter - især i Telemark-, Bamble- og Idefjordsegmenterne. De ligger ofte i relation til de senorogene intrusioner, og man har ment, at pegmatitterne dannedes af de sidste fluidrige rester af ikke-størknet magma i disse intrusioner.
Der er imidlertid mange eksempler på pegmatitlegemer, som ikke er i nærheden af en granitintrusion, og hvad der stiller endnu større spørgsmålstegn ved denne teori: Der er mange steder påviselig stor aldersforskel på pegmatit og granit - det gælder fx. for de berømte Evjepegmatitter, som har en alder på ca. 910 Ma, mens Høvringsvatngranitten, som den skulle være associeret med, er megt ældre, nemlig ca. 980 Ma. Det har fået Müller m. fl. til at fremkomme med en teori om, at pegmatitterne er dannet ved delvis opsmeltning af mafiske bjergarter under høj tp-metamorfose.

Postsveconorvegisk udvikling

Omkring 600 Ma var Rodinia ved at gå i opløsning. Det menes at være årsagen til at der i Rogaland kom sprækker, som fyldtes med indtrængende mafiske bjergarter: Egersund basaltic dyke swarm. Måske var dette opbrud også årsagen til at vi fik det lille Fensfelt (Ca. 540 Ma) med sjældne carbonatitiske bjergarter.

Ledeblokke fra Telemarksegmentet
For Telemark gælder det - som for de andre sveconorvegiske segmenter - at udbudet af velegnede ledeblokke er begrænset.
Sten og blokke fra området vest for MANUS vil kun undtagelsesvis nå til Danmark.
Kvartsitter vil ofte stamme fra Det store område med metamorfe supracrustale bjergarter centralt i Telemark, men er næppe til at skelne fra kvartsitter fra vfx Bamble, Västervik og andre svenske områder.
Hornblendegranofels og -gnejs menes at stamme fra Telemark, men mig bekendt er der ikke beskrivelser af typen som faststående bjergart.
Pegmatitter (herunder skriftgranitter) fra Setesdalen er gode bud, men er sjældne og lignende typer ses i Vestsverige og på Bornholm.
Gode bud er de postorogene og stort set udeformerede granitter, monzonitter og charnockitter der intruderedes i slutfasen af den sveconorvegiske orogenese. Efterhånden som Sydnorge er blevet intensivt undersøgt af geologer de sidste 25 år er antallet af kendte intrusioner steget. Desværre er der ikke særlig mange gode beskrivelser af de enkelte typer, og det gør det vanskeligt at bestemme dem med blot nogenlunde sikkerhed.