Pegmatitter er meget almindelige i den sydvestsvenske granulitregion. De er dannet i to perioder: Dels under den hallandiske orogenese 1465-1385 Ma og dels i slutfasen af den sveconorvegiske orogenese 0.96-0,93 Ga.
Man ved, at der under den hallandiske orogenese var udtalt migmatisering af gnejserne i Den Sydsvenske Granulitregion, og man må antage, at den ældre generation af pegmatitter er dannet på denne måde, da der ikke magmatisme i området før vi når frem til slutfasen med emplacering af Varbergcharnockit og Torpagranit. Den sveconorvegiske orogenese indfandt sig ret sent i området: Kompression med højtryksmetamorfose og deformering med max ca. 980-970 Ma gik hurtigt over i en extensionsfase med dannelse af talrige pegmatitter 960-930 Ma. Heller ikke disse pegmatitter er dannet i forbindelse med emplacering af granitiske intrusioner og må altså være dannet ved opsmeltning af gammelt materiale (anatexis).
Söderlund har undersøgt zirkoner fra en pegmatit og fandt en primær krystallisationsalder på ca. 1409 Ma og en senere påvirkning ca. 927 Ma. Det passer jo fint med det ovenfor anførte, men man kan jo ikke generalisere herudfra.

Nogle af pegmatitterne er stort set udeformerede. Man må formode, at de helt eller overvejende tilhører den yngre gruppe. Andre er udtalt deformerede - det kan være sket i forbindelse med dannelsen eller ved senere påvirkning.

Den Sydsvenske Granulitregion SGR er et område, som er fattig på ledeblokke, og det er jo ærgerligt, fordi så mange af vore strandsten kommer derfra. I stedet for at ærgre sig prøvede Roland Vinx at gøre noget ved problemet, så han gennemtrawlede det sydsvenske landskab, og fandt frem til en række nye ledeblokke, som han beskrev i 1998. Fælles for dem er, at de er dannet ved højtryksmetamorfose, som man netop finder det i SGR. Det Svecofenniske Domæne og TIB er ikke leveringsdygtige i den slags bjergarter, men de findes flere andre steder i Det Sydvestskandinaviske Domæne: Iddefjordsegmentet, Kongsberg, Bamble, så man skal være varsom.

En af Vinx' typer er flammepegmatitten, som også kaldes broget, deformeret pegmatit. Det er en meget karakteristisk og letgenkendelig bjergart, som består af 3 mineraler: Rødorange kalifeldspat (mikroklin), okkergul plagioklas og påfaldende mørkegrå, transparent kvarts. Som følge af tektonisk betinget deformation - formentlig overvejende under den sveconorvegiske orogenese - er kvartsen valset ud i flammeformede plader og linser, og såvel kalifeldspat som plagioklas er trukket ud i ligeledes flammelignende granulære aggregater. Det er interessant, at kvartsen ikke er granuleret og derved bibeholder sin karakteristiske mørkegrå farve, mens feldspatterne er helt knuste. Oftest ses det modsatte mønster, fx. i nogle typer røde Växjögranittter. Mængdeforholdet mellem tre mineraler svinger, men oftest er der mest kalifeldspat. Lige netop flammepegmatitten har med sin specielle farvesammensætning næppe dobbeltgængere fra de andre nævnte sveconorvegiske segmenter. Vinx angiver hjemstedet til et begrænset område ved Hallands Kattegatkyst syd for Varberg. Jeg ved ikke, hvad han bygger det på, men jeg tvivler på, at han har ret. Jeg har selv fundet eksempler længere nordpå, og jeg mener, der er mange eksempler på Torpagranitter der er migmatiserede og ligner flammepegmatitter på en prik. Nogle typer Skånegranulit, som omtales under Hallandsgnejs, er nærmest at betragte som flammepegmatit med lavt plagioklasindhold.

Udeformerede pegmatiter, mylonitiske og skriftgranitter med samme farvemønster forekommer også, men er i følge Vinx ikke ikke sikre ledeblokke.
Som andre rigtige pegmatitter indeholder flammepegmatit ikke biotit, som ikke kan overleve ophold i granulitfacies. Sjældent ses granater, som kan være omdannet biotit og hornblende. Muskovit kan også forekomme.