Hyperit eller hyperitdiabas er en svensk betegnelse for en mafisk, mørktfarvet gangbjergart, der består af augit og plagioklas. Plagioklasen er mørktfarvet pga. mikroskopiske indeslutninger af hercynit (FeAl2O4), ilmenit (FeTiO3) og andre jernholdige oxider. Herudover indeholder hyperitter i varierende grad pyroxen, olivin og apatit, samt undertiden små mængder biotit, ortoklas og kvarts. Hyperitter er fin- til grovkornede, oftest enskornede, men plagioklasporfyriske typer findes. Pga. magnetitindholdet er hyperitdiabas oftest kraftigt magnetisk, ligesom den har høj vægtfylde. Plagioklasen ses undertiden som cm-store skinnende lister, som kan danne stjerneformede figurer. Coronatekstur på grænseflader mellem olivin og plagioklas er almindelig, men pga. bjegartens mørke farve skal man kikke godt efter for at se det. Ideelt består coronaen af to zoner: orthopyroxen og pargasit/spinel.
Når man slår på en hyperitdiabas med en hammer giver det en speciel metalagtig klang.

Hyperitdiabaser findes i gange, undertiden gangsværme, som typisk er næsten lodrettte og forløber N-S. De er dannet i flere perioder i mesoproterozoikum: 1565, 1270, 1220 og 1205 Ma. Den ældste generation findes især i Värmland, men forekommer også længere mod syd. De yngste generationer koncentreres langs protoginzonen syd for Vättern, men findes også længere vestpå i Det Østlige Gnejssegment - samt længere mod øst i Småland og Blekinge.

Hyperitterne har været udsat for metamorfose under den sveconorvegiske orogenese - og nogle desuden allerede under den hallandiske orogenese. Nogle af dem fremtræder de relativt upåvirkede, mens andre er kraftigt omdannede til biotit- og chloritholdige skifre.

Den mest kendte hyperitforekomst finder man ved Taberg, som ligger i den vestlige del af Protoginzonen lige syd for Jönköping. Den intruderedes omkring 1204 Ma og består af olivin og op til 32% titanomagnetit (Fe2+(Fe3+,Ti)2O4) hvortil kommer varierende mængder Ca-plagioklas. Man kan kalde den titanomagnetitolivinit eller melatroctolit (mela=mørk). Titanomagnetit sidder også som indeslutninger i Ca-plagioklasen, som derfor fremtræder mørk

Taberghyperitten ligger som en kerne inde i Taberget, som rager 120 m op over det ellers flade landskab. Skallen består af en mere almindelig mafisk bjergart, som delvist er omdannet til amfibolit.

Taberghyperit er en meget tung bjergart med en massefylde på 3,9. Pga. det høje jernindhold har den periodevis været brudt siden 1400-tallet - senest under 2. Verdenskrig. Det er også værd at bemærke at bjergarten har et højt indhold af metallet vanadium. Faktisk blev dette grundstof genopdaget her i 1831 af den svenske geolog N. G. Sefström. Det var egentlig opdaget i 1802 af den spanske mineralog A. M. del Rio, men opdagelsen blev afvist af den franske kemiker H. V. Collet-Descotils, som åbenbart var mere anset i mineralogkredse. Det har været under overvejelse at bryde malmen mhp vanadiumudvindelse, men det er aldrig blevet til noget.