I slutningen af den hallandiske orogenese (1440-1380 Ma) intruderedes nogle specielle magmatyper i Det Østlige Gnejssegment. De findes i kystområdet omkring Varberg og strækker sig videre ind i landet, hvor de smyger sig langs sydøstsiden af Mylonitzonen og længere mod sydøst. Det drejer sig om Varbergcharnockit, Torpagranit, Tjörnesjögranit og nogle mindre forekomster lidt længere inde i landet.

Især charnockitten har gennem årene tiltrukket sig stor opmærksomhed fra svenske og udenlandske geologer. Allerede i slutningen af 1800-tallet beskrev Törnebohm og Svedmark denne bjergart med en detaljerigdom, man sjældent ser i dag. I 1952 skrev Quensel en længere afhandling, som jeg desværre ikke har fået fingre i, men han fastslår via feltiagttagelser, at der er en glidende overgang mellem Varbergcharnockit og Torpagranit. Dette er bekræftet af senere undersøgelser, der viser jævn overgang i geokemien fra det mest charnockitiske område omkring Varbergfæstningen over mindre charnockitiske områder ved Apelviken mod syd og ved Gjetterön mod nord til de rene granitter længere inde i landet mod nordøst. Man taler om Varberg-Torpa-charnockit-granit-associationen VTCGA. I 1970'erne var Hubbard på banen og forsøgte at få et overordnet billede af geologien i området, men hans resultater forstyrredes af, at hans udgangspunkt var, at Torpagranitten var trængt ind mellem den underliggende järngnejs og dæklaget af paragnejs (Buagnejs) på norvestsiden af Mylonitzonen. Først i 1990'erne blev det fastslået, at Mylonitzonen adskilte to segmenter, som ikke var i kontakt med hinanden, da VTCGA intruderedes. Endelig udkom Harlov i 2013 med en glimrende gennemgang af historisk udvikling og aktuel viden.

En charnockit er er granitisk bjergart, som udmærker sig ved at indeholde orthopyroxen som vigtigste mørke mineral. Oftest er der tillige klinopyroxen og amfibol og undertiden en smule biotit. Det har siden charnockitbegrabet blev indført omkring 1900 været et stridspunkt, om bjergarten er af magmatisk eller metamorf oprindelse, og i det hele taget er charnockitområdet præget af stor begrebsforvirring (Frost & Frost 2007). Hvad Varbergcharnockit angår, er der tale om en intrusiv bjergart med indhold af primært krystalliseret orthopyroxen. For at det skal kunne lade sig gøre, skal temperaturen være høj og H2O-trykket lavt, når magmaen størkner. Et højt CO2-tryk er formentlig også bidragende. Varbergcharnockit er intruderet i områdets orthognejser i slutfasen af den hallandiske orogenese ca. 1389 Ma. Gnejserne havde på intrusionstidspunktet allerede været været i den hallandiske vridemaskine og var blevet udsat for højgradsmetamorfose, muligvis i granulitfacies. De var altså allerede varmet godt igennem, og det har i forbindelse med kontaktmetamorfose og udsiven af CO2-rige fluider fra Varbergintrusionen ført til, at der også i bjergarterne omkring Varbergintrusionen er områder, som er "charnockiticerede", hvilket vil sige, at amfibol og biotit er delvist omdannet til pyroxener og evt. magnetit. Bjergarterne i Det Østlige Gnejssegment bliver så igen udsat for metamorfose i slutningen af den sveconorvegiske orogenese ca. 0,98-0,96 Ga. Varbergcharnockitten var ret resistent over for påvirkningerne, som i højere grad slår igennem i Torpagranitten.

Charnockitten strækker sig i et strøg, der går langs kysten fra Apelviken lige syd for Varberg, gennem selve Varberg, via Getterön, Trönningenäs til det nordøstlige del af øen Balgö. De sidstnævnte og altså de nordligste af de steder er der glidende overgang til Torpagranit.

Den typiske Varbergcharnockit findes ved fæstningen i Varberg. Hovedbestanddelene er kalifeldspat og plagioklas, som optræder små små korn på max 1 mm uden mellemliggende grundmasse, hvilket giver bjergarten et specielt sandstenslignende udseende. Kvartsandelen er lidt mindre, og kvartsen findes som små afrundede korn mellem eller omgivet af feldspatkornene. I folierede typer kliner kvartskornene sig sammen til små slirer parallelt med de mørke mineraler. Pyroxen findes som uregelmæssige afrundede korn blandet med amfibol og magnetit, men kun meget sparsom biotit. Disse mørke mineraler danner aggregater, som er mere eller mindre udtrukket, så bjergarten får et let gnejset udseende. Iblandet de mørke mineraler ses apatit og granat.
Bevæger man sig væk fra det centrale område, ændrer bjergarten sig, så den får strøkorn af kalifeldspat og et mere gnejset udseende. Slirerne med mørke mineraler får et bølget udseende.
Varbergcharnockit har en karakteristisk grønlig farve, som er en egenskab feldspatterne har i sig selv - der er ikke tale om epidot eller chlorit. Farven forsvinder til fordel for en mere kedelig brunlig farvetone, når overfladen udsættes for påvirkning fra vind og vejr, mern påvirkningen går kun få mm ind i bjergarten.