Siljangranit - også kaldet rød Dalagranit - udgør sammen med Garberggranit de egentlige Dalagranitter. De er TIB2-bjergarter og har altså en alder på ca. 1700 Ma. Garberggranitten er marginalt ældre end Siljangranitten. Begge bjergarter har mange lighedpunkter med rapakivibjergarter - Siljangranit dog ikke helt så udtalt som Garberggranit.

Siljangranitten ligger langs sydøstkanten af Dalaporfyrområdet og grænser mod sydøst op til Järnagranitten. Det anføres ofte, at der i grænseområdet mellem disse to granittyper skal være overgangsformer. Det forekommer usandsynligt al den stund, at der er en aldersforskel på 100 Ma på de to bjergarter. Derimod er der ingen tvivl om, at det ikke sjældent kan være vanskeligt at afgøre, om man har at gøre med den ene eller den anden bjergart, når man står med en blok i hånden.

De nordlige områder med Dalagranitter (selve Garbergmassivet og de nordligere Mossiberg- og Lobergmassiver) angives på Hjelmquists kort fra 1964, at bestå af Garberggranit, men man kan også her finde enskornede, fin- til mellemkornede granitter med en rød/gul farvesammensæting som minder meget om Siljangranit. Hvad man skal kalde dem ud over Dalagranitter kan være svært at afgøre. I det hele taget kan man ofte være i tvivl om hvorvidt en blok er en Siljan- eller en Garberggranit - her kan det være på sin plads at tale om overgangsformer.

Den typiske Siljangranit er en enskornet, mellem- til grovkornet granit som i tør tilstand fremtræder grå og trist. Når den har fugtig overflade er den imidlertid ret farvestrålende og ses at bestå af blegrød/kødrød kalifeldspat, gul plagioklas og grå/gråviolet kvarts. Der er ingen deformationstegn, og der er forholdsvis få eller næsten ingen mørke mineraler i form af biotit og chlorit.

De iøjnefaldende røde kalifeldspatkorn er perthitiske og har et flammet udseende. De udgør 30-50% af bjergarten og danner et sammenhængende mønster, ikke øjne. Kalifeldspatkorn kan i grovkornede typer måle helt op til 4 cm, men er i almindelighed betydeligt mindre. De danner almindeligvis ikke karlsbadertvillinger. Hist og her kan man se røde kalifeldspatter med fuld- eller ufuldstændige øjeringe af gul plagioklas. Hvis ringene er tydelige taler man om Siljanrapakivi, men det er typisk, at rapakiviøjnene er få og firkantede. Plagioklas findes herudover som gule Na-plagioklaser evt med grønlig kærne af Ca-plagioklas. Plagioklas udgør 15-25% af bjergarten. Kvartskorn forekommer i varierende omfang. De er oftest grå men kan have violet skær. De er skarpt afgrænsede fra de andre mineralkorn, kan være delvist idiomorfe og er ofte korroderede med indbugtninger fyldt med grundmasse. Ofte ses ansats til mikrografisk tekstur, som dog næsten altid er af ret grov karakter.

Porfyrisk Siljangranit har kalifeldspater op til 3 cm i en mere finkornet, blegrød mellemmasse af kalifeldspat, plagioklas og kvarts samt lidt mørke mineraler. Der kan også være strøkorn af grågrøn plagioklas og evt. idiomorfe eller runde kvartskorn med røggrå/gråviolet farve.

Siljanaplitgranit har en grundmasse af kalifeldspat og kvarts, som kan udvise mikrografisk tekstur. Heri fåtallige strøkorn af lysere plagioklas.

I Hättjärn, hvor en meteorit slog ned for 377 mill. år siden og dannede et kæmpemæssigt meteorkrater, er Siljangranitten omdannet på den for meteoritnedslag typiske måde. Læs mere her.