Basiske gangbjergarter af samme alder som de omkringliggende granitiske og vulkanske bjergarter (ca. 1780 Ma) findes i rigt mål især i det østlige og mellemste Småland. De findes dels i blandede gange, som også indeholder gangporfyrer og dels i rene basiske gange. Gangene har en maximal bredde på 20 m og de bjergartstyper, man finder her er uralitdiabaser, plagioklasporfyritter og uralitporfyritter.

Man finder også yngre basiske gangbjergarter i Småland. Det drejer sig om de ca. 970 Ma gamle Blekinge-Dalarna-diabaser. De er særligt interessanter fordi de ofte indeholder afrundede eller kantede fragmenter af andre bjergarter - især kvartsit, men også gnejs og granit. Disse bjergarter kaldes af svenskerne diabaskonglomerater, mens tyskerne bruger betegnelsen gerölldiabas. Man regner med at disse diabaser er opstået ved at den basaltiske magma har optaget fragmenter af de endnu ikke konsoliderede aflejringer i Almesåkragruppen. Da diabaskonglomeraterne har større udbredelse end Almesåkragruppen har nu, peger det på at disse aflejringer tidligere har haft større udbredelse. Endvidere tyder det på, at Almesåkraaflejringerne er betydeligt yngre end andre jotniske aflejringer (Faktisk kan den nyere datering føre til overvejelser om, at aflejringerne kan stamme fra bjergarter dannet under den sveconorvegiske orogenese umiddelbart mod vest!). Et eksempel på en sådan diabaskonglomerat er Brevikdiabas.

Når basiske doleriter intruderer i en porfyrisk granit, vil denne delvist opsmelte tæt på kontaktzonen. Dog vil større mineralkorn - først og fremmest feldspatøjne - kunne overleve, hvorved iøjnefaldende blandingsbjerarter med fx. røde feldspatøjne i en doleritisk mellemmasse, kan opstå. Alsarpdiabas, som har opnået en større omtale i ledeblokslitteraturen end den fortjener, er et eksempel på en sådan bjergart. Evt vil mellemmassen opnå en intermediær sammensætning, hvis meget af den granitiske mellemmasse er optaget i den basaltiske. Lignende blandingsbjergarter kan opstå ved magmamixing, hvor sur og basisk magma blandes mens begge er flydende.

Uralitporfyrit

Uralitporfyrit er en dolerit, hvori augitstrøkorn under vandoptage er omdannet til uralit, som er en fibrøs hornblendetype. Den vil som regel have grønlig farve og silkeagtig glans. Den fysiske udstrækning af den oprindelige augitkrystal ændrer sig ikke, så vi har en augit-pseudomorf, hvor den nydannede uralit/hornblende beholder augittens brede krystalform i stedet for hornblendens normale mere langstrakte form.

Ud over i Småland findes uralitporfyritter i Uppland (Vaksala) og i Finland.

Brevikdiabas

Nordvest for Växjö finder man Brevikdiabasen, som er den kendteste gerölldiabas i Skandinavien. Gangen er 50 km lang og op til 250 m bred. Den doleritiske grundmasse grundmasse indeholder overvejende skarpkantede fragmenter af bl. a. rødlig kvartsit. Se foto på VS-hjemmeside.

Alsarpdiabas

Alsarpdiabas findes i en kun 5 m bred gang i det østlige Småland. Den kornede, ophitiske grundmasse fører runde og kantede fragmenter af især feldspat, men også blålig kvarts. Fragmenterne stammer fra den let deformerede porfyriske granit, som diabasen er intruderet i. I betragtning af den diminutive forekomst, variationen i udseende inden for dette lille område og ikke mindst det faktum, at doleritter med delvist opløste mineralkorn fra den omkringliggende bjergart slet ikke er sjældne, mener jeg det er absurd, at omtale Alsarpdiabas, som en selvstændig ledeblok. Det angives at den let kan forveksles med Björbodiabas fra Dalarna, som har en mere finkornet grundmasse.