Smålandsgangporfyrer findes mange steder i smålandsgranitterne især i det østlige men også i den mellemste Småland. Med en alder på omkring 1,78 Ga tilhører de TIB1 lige som de granitter de er intruderet op i. De er max. 30 m brede, og ofte er der tale om blandede gange, hvor der både er mafiske gangbjergarter og granitporfyriske - Ofte således at de mafiske ligger perifert i gangen og de granitiske centralt. Der findes også gange, som udelukkende har mafisk indhold.
Det er ofte tydeligt, at bjergarterne har været udsat for regional metamorfose. Det har ført til gnejset præg med de mørke mineraler i grundmassen samlede i parallelle slirer. Eventuelle kvartsstrøkorn er ofte ovale med samme orientering som biotit/hornblendeslirerne, og er ofte tydeligt blåfarvede. Undertiden kan kvartsstrøkornene have tværgående revner, som kan forsætte ud i grundmassen. Feldspatstrøkornene er også ofte delvist parallelt orienterede i samme plan som mørke mineraler og kvarts og har ofte brudlinier, som er vinkelrette herpå.
Blandt gangporfyrerne er der variationer i grundmassens mineralsammensætning (granitporfyrer hhv. syenitporfyrer), finkornethed og forgnejsningsgrad. De fleste strøkorn er kalifeldspatstrøkorn, som ofte har en kompliceret opbygning en indeslutningsrig mørkere kærne og en lysere perifer zone, som kan være opbygget af koncentriske lag af plagioklas og kalifeldspat. Nogle typer har såvel kalifeldspat- som plagioklasstrøkorn. Kvartsstrøkorn kan være talrige, fåtallige eller mangle helt.
Prototypen blandt granitporfyrerne er Påskallavikporfyr som i sin rene form er let at genkende, men det er reglen snarere end undtagelsen, at finde overgangsformer mellem de forskellige typer. Overgangsformer mod granit i form af granitporfyrer med en fin- til mellemkornet grundmasse er også hyppige.
Påskallavikporfyr har sit navn efter en gang ved den lille by Påskallavik syd for Oskarshamn. Den har en grundmasse, som er tæt til finkornet, hälleflintagtig. Farven er grålig, brunlig, rødviolet eller næsten sort. Feldspatstrøkornene er kort rektangulære, afrundede (hasselnødformede) og fra 5 til 30 mm store. De er tit zonare med en ring af ren feldspat og en kærne med mikropegmatit og indeslutninger af forskellige mineraler. Kvartsstrøkornene er ovale, ikke korroderede, 2-6 mm store og ofte med en klar, blålig farve. Mørke mineraler udgøres overvejende af biotit. Som de øvrige smålandsporfyrer har påskallavikporfyren været udsat for bjergtryk efter sin dannelse. Det viser sig ved, at feldspatstrøkornene har afrundede hjørner og ofte er knækkede, men uden at fragmenterne er helt adskilte.
Kan ligne Påskallavikporfyr så meget, at det kan diskuteres om det er rimeligt at adskille dem. En helt typisk Sjögelöporfyr har en mere rødlig farve, både i grundmasse og strøkorn. Grundmassen er mikropegmatitisk/granofyrisk og er finkornet snarere end tæt. Kvartskornene er grå og mange af feldspatstrøkornene er zonare.
Emarpporfyr har navn efter en forekomst 10 km øst for Mariannelund, men findes ret udbredt i Østsmåland. Der kan skelnes mellem forskellige varianter, men dette mål vil ikke blive forfulgt yderligere her. Den har en lysebrun til grårosa grundmasse, som er ret tæt, næsten hälleflintagtig. Der er ofte langstrakt skyede farvevariationer og de sparsomme mørke mineraler ligger i korte parallelle slirer. Kalifeldspatstrøkorn op til 3 cm, men oftest mindre end i Påskallavikporfyr og ikke zonare, ofte hæmatitindfarvede knusningsrevner. I nogle varianter er der selvstændige olivengrønne plagioklasstrøkorn, som ikke har revner. De mere eller mindre langovale kvartsstrøkorn kan være korroderede og er blålige eller grå. Nogle varianter er næsten fri for kvartsstrøkorn.
Högsrumporfyr er den smålandsgangporfyr, der er mest præget af bjergtryk. Den har en finkornet/tæt brun/gråbrun grundmasse med chloritslirer. Mange strøkorn af såvel kalifeldspat som plagioklas, hhv. rødlige og grønlige. Strøkornene veksler meget i størrelse, de fleste under 5 mm, men andre er op til 15 mm. Feldspatstrøkornene ligger ofte på række som om de oprindeligt er del af samme strøkorn, som er knust under trykpåvirkningen. Kvartsstrøkorn i varierende mængder, grå eller blålige.
Nymålaporfyr er en syenitporfyr uden kvartsstrøkorn. Grundmassen er tæt og oftest næsten sort og glansløs, men kan være rødliggrå. Der er grønsorte chloritslirer, hvori der også er malmmineraler. Der er rigelige mængder tætliggende 1-2 cm store feldspatstrøkorn, både kalifeldspat og plagioklas, som kan være hvidlige eller have hhv. rødlige eller grønlige farver. Ofte ses sammenvoksede krystaller med indspringende vinkler. Ofte ses alterationstegn med nydannede mineraler: epidot, Sericit und calcit. Særlig tydeligt kan det ses centralt i plagioklasstrøkorn. Nogle strøkorn er knækkede og evt. kittet sammen med nydannede mineraler. Har lighedspunkter med Lönnebergporfyr, men strøkornene er meget større.
Krystalsøjlesyenitporfyr er en syenitporfyr, som adskiller sig fra Nymålaporfyr ved at have hasselnødformede feldspatstrøkorn, som overvejende består af orthoklas og som sidder løst i grundmassen og derfor let falder ud , hvis man spalter stenen. Årsagen er stort chloritindhold, især umiddelbart omkring feldspatstrøkornene. Feldspatstrøkornene adskiller sig farvemæssigt ikke meget fra grundmassen. Ingen eller meget få kvartsstrøkorn.
Lönnebergporfyr adskiller sig klart fra de andre Smålandsgangporfyrer ved at have et meget stort antal ganske små skærveformede, lyse feldspatstrøkorn i en gråsort grundmasse, som forvitrer lysegråt. Langt de fleste strøkorn er af plagioklas, men enkelte kalifeldspatstrøkorn skal også kunne forefindes. Pga. størrelsen er det svært at skelne. Spredte lidt større grønlige plagioklasstrøkorn skal kunne forekomme. Kvartsstrøkorn mangler eller er små og upåfaldende. Mere kvartsholdige typer kalder Fagerhultkvartsporfyr eller Fagerhultkrystaltuf. Den oprindelige af Nordenskjöld beskrevne type har biotitaggregater, men Zandstra angiver at typer uden biotit er hyppigere. Fluidale og ignimbritiske typer danner overgang til typiske ignimbritter.
Adskiller sig strøkornsmæssigt ikke fra ovennævnte typer, men grundmassen er mere kornet og der er jævne overgange til egentlige granitter.
Nordenskjöld, O., 1893: Om de porfyriska gangbjergarterna i östra Småland. GFF 15
Nordenskjöld, O., 1893: Über archäische Ergussgesteine aus Småland. BGIU 1
