Bjergartstyper fra disse tre små satellitmassiver til Viborg-massivet er generelt grovporfyriske granitter, som er meget vanskelige at identificere som rapakivibjergarter, og kun undtagelsesvis egnede som ledeblokke.

Onas-granit

Onas-massivet ligger ca. 45 km øst for Helsinki og måler 15x20 km, hvoraf ca. halvdelen ligger under vand. Alderen er 1630±10 Ma.

Onasgranit er en middel- til grovkornet porfyrisk granit med brunrød perthitisk alkalifeldspat, kvarts, biotit og hornblende. Kvarts i to generationer, hvor 1. generationskvartsen er mælket og blålig, kan ses (FIN-185), men andre rapakivikendetegn er fraværende. Plagioklas er oftest kun sparsomt til stede, men dog rigeligere i en mørk, pyroxenførende variant, som findes ved den vestlige kontaktflade. Accessoriske mineraler er fluorit, zirkon, apatit og titanit.

Bodom-granit

Bodom-massivet ligger 15 km nordvest for Helsinki og måler 5x17 km. Massivet ligger på vestsiden af den SV/NØ-gående Porkkala-Mäntsälä-forkastningszone.

Der er to granittyper i massivet: Mod sydvest en enskornet type og mod nordøst en porfyrisk type. Den enskornede type indeholder mikroklin, plagioklas, kvarts, hornblende og biotit. Der er tre varianter af den porfyriske type: biotitgranit, biotithornblendegranit og hornblendegranit. Accessoriske mineraler i begge typer er fluorit, zirkon, apatit og epidot.

Comagmatiske gange med pegmatit og aplit skærer granitten.

Bodomgranit er brudt i adskillige stenbrud - især langs den vestlige grænse.

Obbnäs-granit

Obbnäs-granitten blev beskrevet af Sederholm allerede i 1926. Han konstaterede, at den lige som den nordligere Bodomgranit klart var yngre end de omkringliggende bjergarter, men opfattede den ikke som en rapakivibjergart. Massivet ligger på østsiden af den SV/NØ-gående Porkkala-Mäntsälä-forkastningszone.

Obbnäs-massivet ligger 40 km sydvest for Helsinki og måler 15x6 km, idet dog en smal "hale" strækker sig længere mod sydvest. Alderen er 1645±5 Ma. Den nordvestlige kontaktzone følger en forkastning, som fortsætter op til Bodom-massivet. I nærheden af denne forkastning udviser bjergarten mange steder flydestruktur og tegn på både sprød og duktil deformering.

Obbnäs-granit er grovkornet og sædvanligvis porfyrisk med alkalifeldspatmegakryster på 2-5 cm. Mod nord er farven er rødlig, men når man bevæger sig sydpå, stiger indholdet af mafiske mineraler og farven skifter til rødbrun. Samtidig bliver flere af megakrysterne ovale og mange har plagioklasring. Endvidere bliver grundmassen mere finkornet og de op til 1 cm store runde kvartskorn kan have en mørk ring af hornblende - et tegn på at den mere basiske sammensætning i den sydvestlige del skyldes opblanding med mafisk magma.

Geokemisk adskiller Obbnäs-granit sig også fra de andre finske rapakivigranitter - bl. a. ved at indeholde titanit.

Helt ude på Obbnäsodden er der flotte eksempler på magmamingling og -mixing samt på assimilation af sidebjergarter. Desværre er området militært med en meget stor flådebase.