Hjelmquist beskrev i 1966 en ubetydelig, sporadisk forekomst af en granit, som han mente var en Järnagranit syd for Noran-søen SV for Borlänge i et område hvor man eller finder den finkornede Malingsbogranit og dens porfyriske slægtning Enkullengranit. Det har siden vist sig at bjergarten har en alder på 1469 ±10 Ma og dermed er meget yngre end Järnagranitten. Intrusionen har en størrelse på ca 1x1,5 km og rummer anorogen kvartssyenit og alkaligranit af rapakivitype. Det er den yngste af de svenske rapakiviintrusioner.

Syd for Borlänge findes et system af NØ/SV-forløbende smalle gange. Langt de fleste er de basiske såkaldte Tunadiabaser. De er sorte, relativt finkornede, har cm-store rønlighvide feldspatmegakryster og calcitmandler. Nogle er sure - de kaldes Gustafsporfyrer efter lokaliteten Gustafs syd for Borlänge. Ved Pellesberget gennemskærer porfyren en intrusionsbreccie, som den stedvist blandes med. Alderen angives som 1,48-1,46 Ga (et andet sted dog 1,371 Ga, hvilket ikke giver meget mening i sammenhængen). Genetisk menes de at have relation til den lille Noran-rapakiviintrusion lidt længere mod vest.

Öjebasalten i Dalarna har samme alder, og den samme har den hallandiske orogenese i Det Sydvestskandinaviske Domæne, og det antages at der er en årsagssammenhæng.

Noranalkaligranit og -kvartssyenit

Noran-granit/kvartssyenit er typisk en lyserød, mellemkornet bjergart domineret af lyserød feldspat med interstitiel amfibol og kvarts.
Magmaen hvorfra bjergarten er udkrystalliseret har haft et lavt vandindhold, og der er derfor kun dannet én type feldspat - man taler om en en hypersolvusbjergart. Ved den efterfølgende nedkøling af de udkrystalliserede feldspatter vil der ske en delvis afblanding, så der opstår perthit.
Ligeledes har magmaen haft et højt indhold af kalium og natrium i forhold til aluminium (bjergarten er peralkalin), hvilket fører til at der ud over de almindelige mørke mineraler som hornblende, biotit og evt. augit også kan dannes Na-holdige mørke mineraler så som riebeckit og ægirin.
Kvartsindholdet er ret lavt, så man finder overvejende kvartssyenitter, som definitionsmæssigt har et kvartsindhold på 5-20%.

Gustafsporfyr

Gustavporfyr er en kvartsporfyr med tæt/finkornet grundmasse og strøkorn af alkalifeldspat og kvarts, men findes i ret forskellige fremtoninger, som det ses af nedenstående fotos.
Strøkornene er meget talrige og udgør ofte mere end halvdelen af bjergarten.
Grundmassen i typisk grønliggrå, men kan også være mere rødlig eller brunlig. Den er fattig på mørke mineraler. Der kan være kvarts- eller calcitfyldte mandler.
Feldspatstrøkorn består af alkalifeldspat, de er teglrøde, idiomorfe/hypidiomorfe og varierer i størrelse fra knappenålshovedstore til 5 (10) mm.
Kvartsstrøkorn er uregelmæssigt formede og måler op til 1-2 mm.
Såvel strøkorn som eventuelle mandler kan have en chloritsøm.