Ålandsgranitporfyrer har strøkorn af kvarts og feldspat i en finkornet grundmasse.

Der er bestemt ikke koncensus om, hvor grænsen mod kvartsporfyrer går. Hesemann er talsmand for, at kvatsporfyragtige bjergarter med en kornstørrelse i grundmassen på 0,05-2 mm kaldes granitporfyrer, men i almindelighed vil man vel kalde typer med tæt og meget finkornet grundmasse for kvartsporfyrer. Selv om man gør det, vil der være tvivlstilfælde - fx har kvartsporfyrer af Hammaruddatypen en udtalt kornet grundmasse, men omtales som regel som kvartsporfyrer.

På GTK's geologiske kort finder man disse bjergarter med samme legende i tre områder:

• Ålandshavet, hvor kun små områder er over havoverfladen
• Et lille område på og syd for Hammarudda inddragende små øer og skær
• Et større lettere fragmenteret område øst for Mariehamn

Ved nærlæsning kan man dog se at bjergarterne i Hammerudda-området betegnes som kvartsporfyrer, mens bjergarterne i de to andre områder indtil for nylig har været benævnt kvartsporfyragtige rapakivigranitter, som er den betegnelse finnerne bruger for vores granitporfyrer. Nu er Ålandshav-området imidlertid delt op i en sydlig del - som bl. a. omfatter øen Tödding og små områder på vestkysten af Eckerö - hvor der er kvartsporfyrer, og en nordlig del med kvartsporfyragtige rapakivigranitter.

Det vil altså sige, at vi har granitporfyrer i to områder. Den nordlige del af Ålandshavet og området øst for Mariehamn - i kommunerne Jomala og Lemland. Da Ålandshavets bund er svært tilgængelig, er beskrivelser af Ålandsgranitporfyrer baseret på studier af det østlige massiv.

I følge Bergman kan man opdele granitporfyrerne i to typer

• En rødlig type, som næsten udelukkende består af kvarts og feldspat. Der er en finkornet grundmasse og mange tætliggende strøkorn af kvarts og feldspat. Strøkornene er <1 cm. De ligner altså kvartsporfyrer men har en lidt mere kornet grundmasse. Denne type findes i den nordlige del af Jomala.
• En brunrød type med stort indhold af hornblende og mere spredte strøkorn. Kvartsstrøkorn på op til 1 cm er mørkegrå, afrundede og ofte kraftigt korroderede. Kalifeldspatstrøkorn på op til 3 cm ses både som kantede og afrundede - i så fald evt. med plagioklasring. Selvstændige plagioklasstrøkorn er sparsomme eller mangler helt. Grundmassen er granofyrisk.
  Denne type har også ofte xenolither af mafiske bjergarter og anorthit.
  Da der næsten altid er hornblenderinge omkring nogle af kvartskornene, kaldes typen - efter forslag fra Per Smed - ofte ringkvartsporfyr. Det anses for at være den ældste rapakivibjergart på Ålandsøerne, og den er utvivlsomt et resultat af, at der er foregået en opblanding mellem mafiske og granitiske magmaer. Denne type findes i den sydlige del af massivet øst for Mariehamn.

Den hornblendeholdige ringkvartsporfyrtype er langt mere almindelig i danske moræner end den røde type uden hornblende.

Ikke alle Ålandsgranitporfyrer kan tvangfrit indordnes i denne opdeling. Afvigende typer kan næppe med sikkerhed stedfæstes til Åland, men kan også stamme fra Laitila, Vehmaa mm.