I perioden 1,59-1,54 Ga skød en række intrusioner op i de områder af Det Baltiske Skjold, som nu udgør den sydlige del af Den Botniske Bugt og en stribe af Østersøen fra Ålandsøerne til Letland. Disse intrusioner udgør sammen det, vi kalder Ålands-suiten - opkaldt efter den største af intrusionerne.

De sydligste er dækket af sedimenter fra Palæozoikum og perioden umiddelbart forinden. De er altså ikke en del af Det Baltiske Skjold, men tilhører Den Østeuropæiske platform.

Ålandsbatholithen (finsk: Ahvenanmaa) er så langt den vigtigste leverandør af rapakiviblokke til Danmark. Den omfatter selve Ålandsøerne bortset fra den sydøstlige del, som består af svecofennisk grundfjeld. Herudover strækker den sig mod vest på havbunden ind over grænsen mod Sverige og et betydeligt, men ikke veldefineret stykke mod nord.

Kökarsfjärden er en selvstændig intrusion syd for Ålandsintrusionen. Den dækker store områder på havbunden, men kommer kun til syne over havniveau på nogle små skær vest for øen Kökar i den nordlige del af massivet. Her har man fundet porfyriske rapakivigranitter med pyterlitisk præg og granitporfyrer. Det kan ikke udelukkes, at der gemmer sig andre rapakivivarianter på havbunden.

Syd for Kökarsfjärden ligger den store Nordbaltiske Pluton, som er delvist dækket af Neoproterozoiske og palæozoiske sedimenter. Plutonen er fuldstændig dækket af havet, og der foreligger ingen in situ-prøver. Der er næppe tvivl om, at rød Østersøkvartsporfyr - hvis oprindelsesområde oprindeligt blev fastlagt af Vilhelm Milthers - stammer fra dette massiv, og ud fra nye undersøgelser af massive forekomster af en porfyrisk rapakivigranit på de estiske øer Saaremaa og Hiiumaa har Matthias Bräunlich sandsynliggjort, at massivet også er kilden til denne såkaldte Østersø-rapakivi. Muligvis er der flere bjergartstyper, der kan henføres hertil, bl. a. en viborgitisk rapakivigranit.

Brun Østersøkvartsporfyr og Østersøsyenitporfyr menes at stamme fra en rapakiviforekomst ved Landsortsdjubet. Det er Østersøens dybeste sted (459 m) og den store dybde er muligvis et resultat af et meteoritnedsalg. Det ligger i området mellem Ålandsøerne, Gotska Sandön og den svenske kyst omkring Stockholm. På geologiske kort ses en stor forekomst af jotnisk sandsten, men herunder - og formentlig blottet i randområderne - menes der at være rapakivibjergarter. Det drejer sig overvejende om de kendte vulkanskebjergarter: Brun Østersøkvartsporfyr, Østersøsyenitporfyr og Østersømelafyrmandelsten. Sieismiske undersøgelser tyder også på, at der er et massiv af rapakivigranit, om hvis natur der dog ikke foreligger yderligere.

Mellem Kökar og det finske fastland finder vi det lille næsten cirkulære Fjälskär-massiv.

Rapakivibjergarter fra Laitilla og Vehmaa - som sammen undertiden benævnes Nystadrapakivier - er generelt lysere og mere sarte i farven end i bjergarter fra Viborgintrusionen og fra Ålandsøerne. De fremtræder oftest som grovkornede, porfyriske granitter med pyterlitiske træk. De er muligvis forbundne på et dybere niveau. Kokemäki-intrusionen (også kaldet Peipohja) tilhører Laitila, men er på jordoverfladeniveau adskilt fra denne af Satakunta-gravsænkniingen. Det lille Reposaari-massiv er muligvis også forbundet med Laitila - på nogle kort dog snarere forbundet med det senest opdagede rapakivimassiv Siipyy via et større massiv på bunden af Den Botniske bugt.

Nordingråintrusionen ligger ved den svenske kyst og omfatter både rapakivigranitter og basiske bjergarter i form af gabbroer og anorthosit. Intrusionen gennemskæres af senere doleritter af Åsbytype. Seismiske og gravimetriske undersøgelser tyder på at komplekset strækker sig langt ud på havbunden - helt over til den finske kyst ved byen Vaasa. En lille forekomst på skæret "Bonden" ud for Nordmaling menes at være forbundet med Nordingråmassivet på havbunden. Hele massivet omtales som "Den Botniske Rapakivibatholith"

Fund af forskellige porfyrtyper på den finske kyst syd for byen Vaasa og på Ålandsøerne viser, at der også må findes områder med rapakivirelaterede vulkanske bjergarter i den sydlige del af Den Botniske Bugt.