Svens StrandstensSite
Svecofenniske Domæne - Rapakivimassiver - Ålandssuiten - Ålandsøerne -Ålandsrapakivi

Ålandsrapakivi er en yderst karakteristisk bjergart, som ikke rigtig har nogen dobbeltgængere.

Den findes udbredt på Ålandsøerne - især i de nordøstlige områder.

Den typiske Ålandsrapakivi er en rødbrun, porfyrisk granit præget af et stort antal ovale kalifeldspatøjne med en forholdsvis bred ring af grågrøn plagioklas. Øjnene måler typisk 10-20 mm (5-30) og består af perthitisk feldspat. Øjnene har typisk samme farve som grundmassen eller er lidt lysere. Der er mange indeslutninger af kvarts og mørke mineraler, som i modsætning til, hvad man ser på fastlandet sjældent er koncentrisk konfigureret.

Mellem øjnene er der en finkornet grundmasse med kvarts og feldspat, delvist i form af mikrografisk tekstur. Plagioklas i form af idiomorfe, rektangulære strøkorn forekommer i meget varierende mængde og har i uforvitret tilstand samme grågrønne farve som ringene omkring kalifeldspaterne. Ved forvitring bliver plagioklasen hvidlig. Der er få kvartsstrøkorn, oftest runde, ofte korroderede, typisk mørkegrå. Grundmassen indeholder desuden hornblende og biotit ligesom flourit er rigeligt til stede.

Ud over den typiske rødbrune farve kan Ålandsrapakivi også være teglrød, kødrød eller grårød eller brun.

Især i det nordøstligste område (Vårdö mm.) ses varianter med større ovoider, som typisk er lysere end grundmassen, og plagioklasringene er typisk smallere eller ufuldstændige. Disse kan være vanskelige at skelne fra viborgitter fra det finske fastland og betegnes af nogle forfattere som Ålandsviborgitter.

Der er varieteter med meget lidt kvarts: “Kvartssyenitisk Ålandsrapakivi”.

Plagioklasrige varianter med mange mørke mineraler kaldes “Mørk Ålandsrapakivi”.