Botnisk felsitporfyr har en tæt grundmasse og strøkorn af kalifeldspat, plagioklas og ofte få og uanseelige kvartsstrøkorn.
Zandstra nævner som karakteristisk for botniske felsit- og kvartsporfyrer, at feldspatstrøkornene er splintrede og skærveformede. Han ser dette som et korrosionstegn, men for mig er det snarere tegn på, at strøkornene splintres i forbindelse med det trykfald, de bliver udsat for når de forlader magmakammeret og som en pyroklastisk strøm spreder sig ud på jordskorpen.
Zandstra nævner også som et særkende for botniske porfyrer i modsætning til Brun Østersøkvartsporfyr, at de ikke indeholder strøkorn af hornblende og sort biotit. Derfor mangler de den ”mølædte” overflade, som er karakteristisk for Brun Østersøkvartsporfyr.
Hvis jeg skal bedømme ud fra de eksempler, jeg har indsamlet på bl. a. Ålandsøerne, er undtagelser fra disse kendetegn ikke sjælden.
Risikoen for fejlidentifikation er stor, specielt over for nogle af de talrige typer af samme familie fra Rödö, Ragunda og det finske fastland (Hoglandskvartsporfyr) , men også porfyrer (og ignimbritter) fra Dalarna kan ligne meget.
Zandstra anfører, at de splintrede feldspatstrøkorn samt manglende fluidal tekstur (rheomorf tekstur) kan bruges til at skelne mellem dem. Efter min opfattelse er rheomorf tekstur dog ikke nogen sjældenhed ved botniske porfyrer.