Kvartsporfyr er den type af de botniske porfyrer, som er hyppigst forekommende. De fleste af de karakteristika, som gælder for denne gruppe er nævnt under botniske felsitporfyrer. Forskellen er naturligvis, at kvartsporfyrerne desuden er forsynet med talrige kvartsstrøkorn, der som regel ikke er større end 1-2 mm. De kan være korroderede, men er det langt fra altid. På samme måde, som det gælder for den langt mere almindelige brune Østersøkvartsporfyr, ser man ofte, at de små kvartskorn er omgivet af en smal zone af grundmasse, som er lysere end grundmassen i øvrigt. Det skyldes fraværet af mørke mineraler i denne zone. Ved større forstørrelse skal man kunne se at zonen består af mikropegmatit. Det svarer til det man omkring større strøkorn og xenolither kan se på ignimbritter, og som man plejer at betegne som en reaktionsring.
Eskola, P., 1928: On Rapakivi rocks from the bottom of the Gulf of Bothnia
Eskola, P., 1934: Über die Bottenmeerporphyre. BCGF