I denne gruppe finder de basiske varianter af de overflade- og gangbjergarter der står på havbunden ved Landsortsdjupet. Det er de typer Hedström kaldte diabas, labradorporfyrit og basaltmandelsten. Af disse er basaltmandelsten, som også går under navnet Østersømelafyr, nok den almindeligste og i hvert fald den eneste, der er så karakteristisk, at man kan bestemme den som løsblok. Lignende typer findes i Oslofeltet og i Skåne (Frualidmelafyr), men de har ikke Østersøtypens ofte ret spraglede udseende.

Østersøbasaltmandelsten er en basaltisk til andesitisk bjergart med få eller mange, runde eller forvredne blærehulrum, som helt eller delvist er udfyldt med forskellige mineraler så som chalcedon, agat, calcit, chlorit, phrenit, zeolit og epidot, De metasomatiske processer, som har ført til mineraludfældningerne i blærehulrummene har også ofte påvirket grundmassen, så den har antaget rødlige farver. Der er ofte udtalt halodannelse omkring mandlerne. Strøkorn er oftest fraværende, men plagioklaslister kan forekomme i overgangsformer mod labradorporfyritten.

Østersøbasaltmandelsten er ved overgangsformer forbundet med Østersøsyenitporfyr, og begge disse bjergartstyper findes typisk sammen med Brun Østersøkvartsporfyr. Oprindelsesstedet for alle disse er området ved Landsortsdjubet ud for den stockholmske skærgård, men basaltmandelstenen er nok den mest usikre af dem som ledeblok

Hvad er en melafyr?
Betegnelsen melafyr er ikke entydig og anvendes noget forskelligt i forskellige lande. Navnet går tilbage til en tid, hvor man inddelte bjergarter efter, hvor gamle de var. En melafyr var således en gammel - dvs. paleozoisk eller tidligere - basalt, som qua sin alder havde gennemgået forandringsprocesser såsom chloritisering af mørke mineraler, albitisering af feldspater, hæmatitimprægnering af grundmasse eller carbonatdannelse.
Nogle steder (mineralienatlas.de) reserveres betegnelsen til tholeitiske basalttyper, andre steder kan der være tale om såvel basaltiske som andesitiske bjergarter, men oftest synes melafyrer at henvise til olivinbasaltiske bjergarter - således bruger Egil Sæther i 1945 betegnelsen melafyr specifikt om augitporfyriske Oslobasalter med olivinpseudomorfer.
I dag anvendes betegnelsen kun om melafyrmandelsten - dog ofte forkortet til melafyr, hvor det er underforstået at det drejer sig om en mandelsten.