Rhyolitter er den vulkanske pendant til granitter. Traditionelt har palæo-vulkanitter - dvs. med permisk alder eller ældre - haft andre betegnelser hæftet på sig end yngre bjergarter, som ikke formodedes at have været udsat for så mange senere påvirkninger. Gamle rhyolitter kaldes således kvartsporfyrer.
Sammen med rhyolitterne behandles her nogle gangporfyrer, som traditionelt har været kaldt kvartsporfyrer: Smålandsgangporfyrer med kvartsstrøkorn og nogle granitporfyrer med finkornet grundmasse fra forskellige rapakiviområder
I princippet har kvartsporfyrer en lys grundmasse, men det kan forpurres af, at grundmassen ofte for en stor dels vedkommende består af glas, som har en mørkere farve. Der kan være sket en hel eller delvis "afglasning", så hele grundmassen eller dele af den får en lys farve. Det kan forekomme i mere eller mindre turbulente striber, som er blevet opfattet som resultat af flydebevægelser i magmaen inden den størknede - deraf navnet flydestruktur. Erkendelsen af, at rhyolitter næsten altid er af ignimbritisk oprindelse, har modificeret denne opfattelse, og man taler nu oftere om pseudofluidal tekstur.
Grundmassen kan farves i rødlige, violette, grønlige eller brunlige nuancer af pigmenterende mineraler som hæmatit , goethit eller chlorit.
Under afglasningen kan der opstå specielle teksturer så som sfærulitter og perlittekstur.
De fleste kvartsporfyrer i Dalarna findes i de perifere områder: Kallbergetporfyr mod sydvest, Idre- og Särnaporfyrer mod nordvest og Glöteporfyr mod nord. I Nås/Tyfors-området helt mod syd og spredt rundt i området er der også flere ikke-navngivne kvartsporfyrer, som efter Zandstra kan opdeles i røde kvartsporfyrer fra Dalarna og grå/gråbrune kvartsporfyrer fra Dalarna.
Mange af Dalakvartsporfyrerne er af ignimbritisk oprindelse. Hvis der er meget tydelige tegn herpå i form af pimpstensslirer og/eller pseudofluidal tekstur vil de blive omtalt under ignimbritter.
Som regel meget strøkornsrig. Kun undtagelsesvis spredte plagioklasstrøkorn.
Som regel rødlige kalifeldspatter og gullige plagioklaser.
Som regel få strøkorn. De fleste har to slags feldspatstrøkorn. Gangporfyrer med let kornet grundmasse.
To meget forskellige typer. Muligvis flere?
Forskellige typer - de fleste med mange små strøkorn.
Påskallavikporfyr har sammensatte feldspatstrøkorn. Emarpporfyr kan have to slags feldspatstrøkorn. Nymålaporfyr og Lönnebergporfyrhar ikke kvartsstrøkorn.
Åmålsporfyren har blålige kvartsstrøkorn og stærkt epidotiserede feldspatstrøkorn og chloritiserede aggregater af mørke mineraler
Her har alle porfyrer kun én slags feldspatstrøkorn. Kvartsstrøkorn som regel meget tydelige. Feldspatstrøkorn ofte rødlige.
