Dala-porfyrer dækker store områder især i det centrale Dalarna vest og nord for Siljanringen. Området strækker sig ind i Härjedalen og Orsa Finmark mod nord, og porfyrområder veksler her med granitområder og Digerbergaflejringer. Herudover finder man porfyrer i flere satelitområder dels vest og syd for sandstensområdet og dels som øer i dette. Disse områder omfatter også porfyrforekomster i Trysil-området i Norge.
Der angives et areal på ca. 6000 km2 i Dalarna, og herudover er et område på ca. 5000 km2 dækket af Dala-sandsten. Tykkelsen af porfyrlagene menes at være flere hundrede meter. Når der er så store områder med bevarede suprakrustale bjergarter skyldes det, at hele området er forskudt i dybden i forhold til tilgrænsende områder, og derfor har erosionen ikke været så hårdhændet.

Hjelmquist opregnede i 1982 262 forskellige typer af Dala-porfyrer og han inddelte dem i ”Nedre” og ”Øvre” Dala-serier. Han konstaterede også, at mange af porfyrerne var ignimbritiske og brugte denne egenskab som en væsentlig faktor ved grupperingen af de enkelte porfyrer.

Efter at man har fået mulighed for at datere bjergarter mere nøjagtigt, har det vist sig at kun nogle få typer - helt mod syd i Nås/Tyfors-området - tilhører det såkaldte TIB-1, som med en alder på ca. 1800 mio. år rummer de ældste Dala-bjergarter. De fleste tilhører TIB-2, som er ca. 1700 mio. år gamle. Inden for disse to grupper er det næppe muligt meningsfyldt at opstille en aldersrækkefølge.

Det har også siden vist sig, at flere Dala-porfyrer end dem, der har tydelige pimpstensslirer (eutaxitisk tekstur) har ignimbritisk oprindelse. Faktisk er det formentlig kun de mest basiske porfyrer, de såkaldte porfyritter, der er dannet af størknet lava, mens de mere sure rhyolitter, trachytter og latitter er dannede ved eksplosive vulkanudbrud ud fra pyroklastiske strømme. De mere kornede typer er formentlig subvulkanske, hvilket vil sige, at de er størknet tær under jordoverfladen, og mange af disse danner overgangsformer til Dalagranitter.

Det siger sig selv, at selv ikke den mest entusiastiske kan gøre sig håb om at skelne mellem 262 forskellige typer, så ofte må man stille sig tilfreds med at konstatere, at en blok er en ”Dalaporfyr”.

På dette site har jeg valgt denne opdeling:

• TIB1-porfyrer: Venjanporfyrit mm. fra Venjan- og Nås-Tyforsområdet
• Grönklittporfyrit. Porfyrer fra det centrale område, som næsten kun har strøkorn af plagioklas. I sin første beskrivelse fra 1966 skelner Hjelmquist mellem Grönklittporfyrit og grå porfyrit, men den distinktion har han forladt i 1982. Kaldes også for rød porfyrit eller Orsaporfyrit..
• Bredvadporfyr, som er kunne placeres under feldspatporfyrer, men da det er den porfyr, der dækker langt det største område strækkende sig helt op i Härjedalen, fortjener den sit eget kapitel.
• Hedenporfyr, som man finder mod sydvest. Kunne egentlig anbringes under strøkornsrige porfyrer, men den har alligevel helt sin egen karakter og holdes derfor for sig selv.
• Strøkornsrige porfyrer. Herved forstås feldspatporfyrer uden kvartsstrøkorn. Strøkornene er forholdvis store og udgør >30% af bjergarten. Mange har kornet grundmasse, og må betragtes som subvulkanske bjergarter. De findes især i områder syd, vest og nord for Älvdalen, men der er også store forekomster, som ikke er så velbeskrevne, længere mod nordøst.
• Feldspatporfyrer. Porfyrer uden kvartsstrøkorn. Strøkornene er færre og/eller mindre end ved de strøkornsrige porfyrer.
• Ignimbritter. Tydelige ignimbritkendetegn i grundmassen i form af pimpstensslirer og flydestruktur. Varierende antal strøkorn af som regel både kalifeldspat og plagioklas, men kun undtagelsesvis kvarts. De kaldes også Älvdalsporfyrer, fordi de er koncentreret i området omkring byen Älvdalen.
• Kvartsporfyrer. Stammer hovedsageligt fra adskilte enklaver, som ligger perifert i området. Det drejer sig om Kallbergetkvartsporfyr, Idrekvartsporfyr, Särnakvartsporfyr og Glöteporfyr. Andre mindre veldefinerede typer findes spredt i området og kaldes oftest blot kvartsporfyr fra Dalarna - evt. med tilføjelse af grundfarven: grå, brun eller rød.

Särnatinguait er en langt yngre porfyrtype og omtales for sig selv.

Gustafsporfyr er en rapakivirelateret porfyrtype, som findes i den sydøstlige del af Dalarna.