I den del af Idefjordsegmentet, som ligger vest for Osloriften finder vi den 70x20 km store Flågranitpluton, som har en alder på 928 Ma. Den består af en kærne på 10x20 km med fin- og enskornet granit omgivet af mere eller mindre porfyrisk mellemkornet granit, som består af grå til rødlige mikroklinøjne op til et par cm, grålighvid plagioklas og biotit. Granitten er udeformeret og metaluminøs til svagt peraluminøs. Der er pegmatitgange inde i og op til flere km uden for intrusionen. Pegmatitten kan være muskovit- og granatførende.
Der er ikke mange beskrivelser af Flågranit. Smithson har en lang artikel fra 1963, hvor der arbejdes med 2 adskilte plutoner: en stor nordlig med Hedalsgranit og en mindre sydlig med Ådalsgranit. Mange af beskrivelserne og spekulationerne bærer præg af at vi befinder os i tiden før pladetektonikken var accepteret.
Flågranit har mange ligheder med nogle typer Bohusgranit, og dens værdi som ledeblok kan diskuteres. Hovedparten af de her viste løsblokke stammer fra Osloområdet, og så kan det selvfølgelig ikke være Bohusgranitter.
Arildskov, Henrik. Stendyngen 2017, nr. 1
Smithson, S.B. 1963: Granite studies: II. The Precambrian Flå Granite, a Geological and Geophysical Investigation. NGU. nr. 219. Oslo