Idefjordsegmentet er en ca 200x400 km lithotektonisk enhed, som ligger vest for Det Østlige Gnejssegment - adskilt fra dette af Mylonitzonen. Idefjordsegmentet spaltes af Oslofeltet, således, at en lille del ligger NV for dette (Begna Sektor). Her grænser Idefjordsegmentet op mod Kongsbergsegmentet og dets fortsættelse Åmot-Vardefjell Shear Zone, som adskiller Idefjordsegmentet fra Telemarksegmentet. Mod nordøst dækkes segmentet af Kaledoniderne - det er muligt, at i hvert fald nogle af bjergarterne i Norges vestlige gnejssegment strukturelt er en fortsættelse af Idefjordsegmentet.

Mylonitzonen
Mylonitzonen er en op til 5 km bred (i Norge endda helt op til 10 km) deformationszone, som er præget af mylonitisk bjergarter. Den strækker sig fra den svenske Kattegatkyst lidt nord for Varberg gennem Vänern og helt op til den norske sø Mjøsa, hvor den forsvinder under Kaledoniderne. I Norge kaldes den Mjøsa- Magnor-mylonittsonen. Det bliver til en strækning på godt 400 km. Under den sveconorvegiske orogenese blev Idefjordsegmentet skubbet op over Det Østlige Gnejssegment samtidig med, at det i hvert fald på nogle strækninger blev forskudt sydpå. De to segmenter adskiller sig på adskillige punkter markant fra hinanden, så alt taler for at detr er tale om en reel suturlinie, hvor to segmenter med forskellig geologi er "limet" sammen.

Inde i Idefjordsegmentet er der mange overvejende N-S gående forskydningszoner, som også er opstået under den sveconorvegiske orogenese. Den mest iøjnefaldende består af Göta Älv Shear Zone (GÖSZ) og dens forlængelser nordpå Dalsland Boundary Thrust (DBT) og Ørja zonen. Man opdeler Idefjordsegmentet i to dele, som ligger hhv. øst og vest for denne skillelinje. Lidt forvirrende - i hvert fald for ikke-svenskere - benævnes de ofte Det Midterste Segment og Det Vestlige Segment.

Geologisk udvikling

Den Gotiske orogenese

Idefjordsegmentet består grundlæggende af plutoniske og vulkanske bjergarter dannet under den gotiske accretionære orogenese 1.66-1.52 Ga, samt af associerede sedimentære bjergarter, som udgør en meget stor del af Idefjordsegmentet. Der er ikke bjergarter ældre end 1.66 Ga i Idefjordsegmentet.

Disse førstegenerationsbjergarter kan opdeles i tre zoner, som bliver yngre fra øst mod vest:

• Det metavulkanske Horred kompleks, 1660-1640 Ma. Ligger i det sydøstlige hjørne.
  Ex.: Mjösjö dacite, 1659 Ma, Härsjön gnejs, ca. 1640 Ma.
  
• Det metavulkanske og metasedimentære Åmål kompleks. Hovedparten af bjergarterne er gnejsede, men omkring Tösse, syd for Åmål er mange kun svagt deformerede.
  Ex.: Tösseporfyr, Åmålsporfyr.
  Associeret med Åmålkomplekset er Göteborg granit suite (Kallebäck suite) 1630-1590 Ma. Den ligger i et bælte fra Göteborg mod NNØ og omfatter mange bjergartstyper fra granitiske over granodioritiske og tonalitiske til kvartsdiorit og gabbro. Der er både enskornede og porfyriske typer, og metamorfosegrad og deformation veksler også meget.
  Ex.:Åmålsgranodiorit (1599 Ma), Kabbosjöngranit (1634 Ma), Olstorpgabbro (1.62 Ga) og i den norske del: Vindflomyragranit (1606) og Tistedalgranodiorit (1599).
• Det metavulkanske og metasedimentære Stora Le-Marstrand kompleks SLM (1590-1520 Ma). Metamorfoserede klastiske aflejringer af gråvakketype med lag af tholeitisk basalt. Slutprodukterne er metagråvakker, glimmerskifre, mere eller mindre migmatitiske paragnejser og amfibolitter.
  Hovedparten af materialet stammer fra bjergarter i Göteborgsuiten og Åmålkomplekset. Der er målt aldre på 1,59 og 1,56-1,55 Ga - de ældste længst mod øst. En del af Stora Le-komplekset ligger vest for Oslofeltet og kaldes Veme-komplekset.
  Associeret med SLM er den plutoniske Hisingen suite (Frölunda suite) 1580-1520 Ma. Den er intruderet i SLM og i mindre grad også i Åmålkomplekset, hvor de er vanskelige at skelne fra bjergater fra Göteborgsuiten. Der er både migmatiserede og stort set uomdannede elementer.
  

Allerede under den gotiske orogenese blev bjergarterne i især Det Vestlige Segment udsat for metamorfose og deformation. Det skete i to omgange: 1.59 Ga og 1.56-1.55 Ga. Det betyder, at de yngste gotiske bjergarter og de bjergarter, som er dannet i intervallet mellem den gotiske og den sveconorvegiske orogenese først bliver udsat for metamorfose under den sveconorvegiske orogenese, mens de tidlige gotiske bjergarter har været i vridemaskinen to gange. Læg dog mærke til at Idefjordsegmentet slap for påvirkning under den hallandiske orogenese 1,44-1,38 Ga.

Periode med extension mellem den gotiske og sveconorvegiske orogenese

• Stigfjorden suite. Bimodal magmatisme 1,51-1,49 Ga på øerne Tjörn og Orust samt et strøg lidt længere mod nord, øst for den sydlige del af Bohusgranit-intrusionen. Porfyrisk, gråligrød granit, mere eller mindre forgnejset.
• Orust og Koster dolerititgange. N-S gående 2-10 m brede gange på øerne nord for Göteborg - forstætter over grænsen til Norge. Ca. 1,46 Ga.
• Skagerrak formation. Supracrustale bjergarter intruderet af mafiske gange. Lille geografisk udbredelse i relation til Bohusgranittens vestlige afgrænsning. Aflejret fra 1,48 Ma.
• Kungsbacka bimodal suite. 1340-1305 Ma. En gruppe langstrakte intrusionen, som fordeler sig på begge sider af GÖSZ fra kysten, i et bælte langs Vänerns vestbred og helt op til Norge. De fleste er granitiske, men der er også rent mafiske intrusioner og nogle med magmamingling og -mixing. Der er ikke meget andet end alderen, der umiddelbart forbinder disse bjergarter. De varierer fra granitiske over kvartssyenitiske og kvartsdioritiske til gabbroide. Der er enskornede og porfyriske typer. Nogle er kun svagt deformerede, mens andre er udtalt gnejsede. Her i Idefjordsegmentet sluttede den bimodale magmatisme omkring 1300 Ma, mens den længere vestpå i Bamble og Telemarkia fortsatte helt frem til den sveconorvegiske orogenese.
  Ex.: Veddingegranit, Stråvallagranit, Askimgranit, Hästefjordengranit, Ursandgranit, Eldangranit.
• Kungsbackasuiten og Åmålkomplekset overlejres af den dårligt definerede Dalsland-gruppe, som består af lavgrads metasedimentære bjergarter og basalt.

Den sveconorvegiske orogenese

• Mafiske og felsiske intrusioner med VNV-ØSØ orientering i de svenske kystområder. 0,95-0,91 Ga.
  Ex.: Vingaporfyr, Hakefjorden-komplekset med anorthosit/norit
• Pegmatitgange og en større granitisk intrusion ved Uddevalla (Byfjordenpegmatit) med rigeligt muskovit, cleavelanditisk plagioklas og amazonitisk kalifeldspat. Indeholder flere sjældne mineraler så som lepidolit, beryl, columbit, yttrium og fluorit. Der er to generationer: 1,04 og 0,98 Ga.
• Bohus-, Blomskog-og Flågranit med associerede pegmatit- og aplitgange. 093-0,92 Ga. Langt de væsentligste nye sveconorvegiske bjergarter i Idefjordsegmentet.
• Lamprofyrgange i den nordlige svenske del af det Midterste Segment. 0,92 Ga

Under den sveconorvegiske orogenese blev bjergarterne i Idefjordsegmentet metamorfoseret og deformeret i varierende omfang. Maximumpåvirkning indtrådte 1,05-1,02 Ga og varierede fra grønskiferfacies til granulitfacies flere steder (Trollhättan 1046 Ma, Vemekompleks 1052 Ma). Deformationen havde overvejende retnig N-S, og viser sig dels som foliation og lineation og dels som et netværk af forskydnings- og forkastningszoner.
I Mylonitzonen toppede metamorfosen 980-970 Ma i amfibolitfacies, og der dannedes de mylonitiske bjergarter, som giver navn til zonen.
I nogle områder opnåeedes som nævnt kun grønskiferfacies, og her kan man finde relativt velbevarede bjergarter. Det gælder især et bælte langs vestsiden af Vänern op til Gillberga synform, hvor vi finder bjergarter fra Åmålkomplekset og Göteborgsuiten.

Postsveconorvegiske begivenheder

• Ved Hunne- og Halleberg øst for Trollhättan er der plateaudiabaser, som dækker over kambrosiluriske sedimenter på samme måde som i Det Østlige Gnejssegment.
  Ex.: Hunnediabas

Ledeblokke fra Idefjordsegmentet
Der er ikke mange gode leblokkandidater i Idefjordsegmentet. De bedste er Bohusgranit og forskellige typer af de såkaldte Kroppefjälls- og Åmålsgranitter.
For Bohusgranittens vedkommende gælder det, at den har mange meget forskellige udtryksformer, hvoraf kun få er så karakteristiske, at de med sikkerhed kan skelnes fra andre granitter.
For Kroppefjäll- og Åmål-gruppens repræsentanter er problemet dels, at man gennem årene har brugt navnene om ganske forskellige bjergarter, og dels, at geologien i området først for relativt nylig er blevet så afklaret, at det er muligt at knytte Kroppefjäll- og Åmål-navnene til intrusioner med veldefineret geografisk og tidsmæssig afgrænsning. Det er der ikke nogen der har gjort, så vi står med skægget i postkassen. Læs Gorbatschevs artikler fra 70'erne og bliv fortvivlet! - og min udlægning med forsøg på en vis organisering.