I forbindelse med at Arne Bugge i 1928 opdagede "Den Store Friktionsbreccie" på grænsen mellem Bamble og Telemark, bemærkede han, at denne skar gennem en granit, som han kaldte Birkelandsgranit. Første egentlige beskrivelse stod Tom Barth for i 1947. Han brugte også her betegnelsen Birkelandgranit, men i senere arbejder gik han over til at kalde bjergarten for Herefossgranit, og det er det navn, der anvendes i dag. Den bedste beskrivelse findes hos Elders 1960.

Herefossgranit én af de mange senorogene hornblendebiotitgranitter, man finder i den vestlige del af Det Sydvestskandinaviske Domæne. Den har en alder på ca. 950 Ma (forskellige angivelser: 926 Ma, 949 Ma). Granitten findes i en næsten cirkulær intrusion, som måler knapt 20 km i diameter. Den gennemskæres som nævnt af en forkastningszone, som udgør grænsen mellem Telemark mod VNV og Bamble mod ØSØ. Den vestlige del er hævet mindst 0,5 km i forhold til den østlige.

Typisk er Herefossgranit porfyrisk med ca. 1x1 cm store (sjældentop til 2,5 cm) euhedrale til subhedrale, teglrøde, perthitiske al kalifeldspatter. Grundmassen er mellem- til finkornet og består af oftest grålig/gråbrun kvarts, gulligbrun/grågrønlig plagioklas og lidt kalifeldspat. Kvartsen være rødlig pga. hæmatitimprægnering eller sjældnere have et let blåligt skær. Hertil kommer op til 2 cm store aggregater af mørke mineraler, helt overvejende biotit, men i den vestlige del også lidt hornblende. Titanitkorn kan være talrige. Accessoriske mineraler er allanit, apatit, chlorit, epidot, hæmatit, ilmenit, magnetit, muskovit, pyrit og zirkon. Ud over den typiske porfyriske fremtoning er der områder med mere enskornede og finkornede undertiden aplitiske typer. Det er blandt andet tilfældet mod nord, hvor afgrænsningen mod de omkringliggende grænser ikke er så skarp. Granitten i dette område kaldes Holtebugranit. Central er et område, hvor der er en del gnejsiske xenolither i Herefossgranitten.

Som ledblok er Herefossgranit absolut anvendelig. Eneste umiddelbare forvekslingsmulighed er Grimstadgranit, som normalt beskrives som en rent rød/hvid granit, men det er nu en sandhed med modifikationer. Næsten rent rød/hvide granitter findes også i Herefossintrusionen og i Grimstadintrusionen er der også typer med en del plasgioklasrig grumset grundmasse. Ulykken er nu ikke så stor, for afstanden mellem de to intrusioner er blot 5 km.