Høvringsvatnkomplekset ligger lidt nordøst for Evje i Setesdalen. Det er ellipseformet med længst udstrækning fra NNØ mod SSV og måler ca. 8x4 km. Det består af amfibolit, monzonitiske hybridbjergarter, granit, aplit og pegmatit. Komplekset er intruderet i Iveland-Gautestad metabasit og forskellige gnejser. Alderen er målt til 983-980 Ma.

Høvringsvatngranit er den bjergart, som har den største udstrækning i komplekset. Det er en porfyrisk granit med op til 2-3 cm store euhedrale, røde kalifeldspater. Grundmassen er middelkornet og består af plagioklas, kvarts og biotit. Mod vest og sydvest bliver granitten mere finkornet.

Høvringsvatnmonzonit, som Per Smed kalder Høvringit, må betragtes som en hybridbjergart dannet ved magmamixing mellem mafisk og granitisk magma. Læs nærmere om dannelsesprocessen under Vrådalgranit. Høvringit er en finkornet, homogen bjergart med grå/rødlig kalifeldspat, lysegrå plagioklas, få procent kvarts, ensrettede hornblendenåle, evt. biotit og store mængder <1 mm brunlige titanitkorn.

Aplitter og pegmatitter optræder i gange og legemer inde i granitten. Tidligere mente man, at de mange pegmatitter i Evjefeltet havde deres ophav i Høvringsvatngranitten. Det er dog en teori, der måtte opgives, fordi det viste sig, at pegmatitterne var fra ca. 910 Ma og dermed betydeligt yngre end Høvringsvatnkomplekset.

Svend Pedersen, som har arbejdet i og skrevet om området i mere end 25 år, mente så sent som i 2000, at granit- og monzonitmagmaer var to ublandbare typer, som var intruderet nogenlunde samtidig, og at amfibolit-enklaverne var Iveland-Gautestad-xenolither, der var styrtet ned i magmakammeret fra loftet.
Nogenlunde samme tanker gjorde den amerikanske geolog A. G. Sylvester sig i 1964 om forholdene i Vrådalkomplekset lidt længere mod nord. På et geologisk kort ligner de to komplekser hinanden til forveksling. Imidlertid nagede tvivlen i Sylvesters sind og i 1998 vendte han for en stund tilbage fra Californien til Vrådal med ny viden om magmatisme i bagagen. Efter at have lavet nye feltundersøgelser konkluderede han, at der var tale om bimodal magmatisme med magmamingling og -mixing mellem granitisk og mafisk magma. Enklaverne centralt i intrusionen var altså en integreret del af komplekset og monzonitten var en hybridbjergart.
Der er ikke nogen tilgængelige opdateringer i den retning for Høvringsvatnkompleksets vedkommende, men jeg synes det er så oplagt, at jeg tager chancen og postulerer, at det er sådan det er.