Vrådalintrusionen er et lille massiv i det centrale Telemark. Det er stort set cirkelformet og har en diameter på ca. 6 km. Det tilhører den gruppe af senorogene hornblendebiotitgranitter, som intruderedes i den vestlige del af Det Sydvestskandinaviske Domæne i perioden 990-920 Ma. Alderen på Vrådalbjergarterne er målt til 956 Ma. Intrusionen er sket i ældre gnejser, som var overlejret af et tyndt lag af supracrustale bjergarter i form af kvartsit og amfibolit. Kontaktfladen er næsten lodret, hælder svagt ind mod intrusionen.

På nuværende erosionsniveau består intrusionen af en central del, som måler ca. 4 km. Denne kerne består af en lyserød/hvid enskornet, mellemkornet monzogranit/kvartsmonzonit. Kernen er omgivet af en 500-750 m bred bræmme med grovkornet porfyrisk granit med samme farvesammensætning. I den centrale del er der enklaver af den grovkornede granit, mens det modsatte ikke er tilfældet. I uregelmæsige områder i det centrale område og på overgangen mellem den enskornede og den porfyriske granit finder vi mafiske bjergarter og hybridbjergarter, der udgør ca 1/4 af hele intrusionen. I hele intrusionen og i bjerarterne udenfor er der talrige gange med pegmatit og aplit.

Det er interessant at to af de bedste artikler om Vrådalgranit er skrevet i hhv. 1964 og 1998 af samme person, A. G. Sylvester, altså med 34 års mellemrum. I den forste artikel plæderer han for at granitten er emplaceret som en diapir, og at de mafiske indslag var xenolither. I 1998 var der meget ny viden, som sammen med nye undersøgelser godtgjorde, at de to magmatyper er intruderet samtidig og blandet i flydende tilstand - på samme måde, som det er foregået i rapakiviintrusioner. Også andre specielle teksturer såsom hornblenderinge om kvartskorn (ocelli) og plagioklasbræmmer omkring kalifeldspatter (rapakivitekstur) ses i Vrådalintrusionen på samme måde som i rapakiviintrusioner. Begge fænomener betragtes som tegn på blanding af felsisk og mafisk magma.

Lad os prøve at forestille os, hvorledes det er gået til: Pga trykaflastning er der dannet basaltisk smelte på overgangen mellem kappe og skorpe. Den varme basalt har herefter opvarmet de dybe dele af skorpen, hvilket førte til partiel opsmeltning og dannelse af granitisk smelte. De to typer smelte, som var lettere end de omgivende faste bjergarter, banede sig så sammen vej op gennem skorpen for endelig at størkne i et magmakammer et godt stykke under jordoverfladen på et niveau, hvor smelternes vægtfylde var i balance omgivelserne. Undervejs og i magmakammeret blandede de magmatyper sig delvist med hinanden. Det skete både ved magmamingling, hvorved de to typer blev vredet ind i hinanden, som vi kender det fra vores mors marmorkager og ved magmamixing, hvor blandingen var total og der blev dannet hybridbjergarter med intermediær sammensætning. Senere exhumation (erosion og hævning) bragte det samlede kompleks op til jordoverfladen, som i nutiden skærer gennem magmakammeret.

Bjergartstyper

Den enskornede granit er mellemkornet og består af 40% plagioklas, 35% perthitisk mikroklin, 20% kvarts og 5% brun biotit. Accessoriske mineraler er titanit, apatit, magnetit, zircon og fluorit. I kontaktzonen med den porfyriske granit er der flydemønster med parallellisering af biotit og feldspatter.

Den porfyriske granit er meget grovkornet. Den består af 35% lyserøde/hvide, euhedrale, perthitiske mikroklinmegakryster, 30% hvidlig plagioklas, 25% røgkvarts og 5% brun biotit. Accessoriske mineraler er titanit, magnetit og apatit. Det ret høje magnetitindhold betyder, at intrusionen har en usædvanlig kraftig magnetisk anomali og at vægtfylden er høj for en granitisk bjergart 2,78 g/cm3.

Mikroklinkrystallerne måler typisk 1x3 cm og er sammen med de ligeledes aflange plagioklaskrystaller arrangeret lodret og parallelt med kontakten til sidebjergarterne. Det tolkes som bevis på at teksturen er opstået under emplaceringen af intrusionen og ikke ved senere stress. Som nævmt er mikroklinen typisk lyserød, men i nærheden af sprækkedannelser kan farven blive dybere rød, som følge af hæmatitimprægnering. I nærheden af mafiske enklaver kan mikroklinmegakrysterne have en rand af oligoklas.