Bohusgranit (også kaldet Bohuslängranit) er med sin alder på 0,92 Ga blandt Sveriges yngste granitter. Den intruderedes i slutningen af den sveconorvegiske orogenese i den vestlige del af Idefjordsegmentet, som overvejende består af deformerede supracrustale bjergarter i Stora Le-Marstrand komplekset. Den dækker et stort sammenhængende område på ca. 2000 km2 fra Lysekil i syd til Østfold i Norge, hvor bjergarten kaldes Iddefjordgranit.

Skulle man mistænke mig for ikke at kunne stave korrekt, vil det sikkert undertiden kunne have sin berettigelse, men ikke her!
Iddefjorden er efter norsk opfattelse den inderste del af en sidefjord til Oslofjorden - den yderste del kaldes Ringdalsfjorden. I overensstemmelse hermed kalder nordmændene deres del af Bohusgranitten for Iddefjordgranit og intrusionen Iddefjordintrusionen. Svenskerne derimod kalder hele fjorden, som danner en del af grænsen mellem de to lande, for Idefjorden, og det er den svenske stavemåde , der har vundet gehør i geologkredse, selv om svenskerne i mange år har foretrukket betegnelserne "Det Vestlige Segment" og Det Midterste Segment" , som tilsammen udgjorde det, der nu synes at være enighed om at kalde Idefjordsegmentet (eller Idefjord terrane).

Intrusionen er sket i et extensionsmiljø og i følge Eliasson er det sket i en NS-forløbende svaghedszone med moderat hældning mod øst. Der er tale om gentagne magmainjektioner over et relativt kort tidsforløb. Grænserne mellem de enkelte generationer er nogle steder skarp, andre steder mere udflydende. Sammensætningen er forholdsvis ens og falder for de flestes vedkommende i monzogranitområdet i QFPA-diagrammet. Biotit er det helt dominerende mørke mineral, hornblende ses ikke. Biotitindholdet er som regel lavt, men der er strøg med betydeligt højere indhold. Dette skyldes formentlig assimilering af basiske xenolither. Bohusgranit er svagt peraluminøs - dvs. at aluminiumindholdet er højt, hvilket igen fører til at der nogle steder dannes magmatisk muskovit (toglimmergranitter) og granat (se kort herunder).

Der findes både finkornede, mellemkornede og mere grovkornede typer. De fleste er nogenlunde enskornede, men der er også mange porfyriske typer, mest udtalt mod sydvest ved Stångehuvud og på Gåsö. Farven varierer alt efter farven på kalifeldspatten fra grå over grårød til rødlig. De grå typer kan have grønligt eller blåligt skær (Rabbalshede). De røde typer er oftest også præget af brunlig plagioklas. Kvartsen er grå eller røgfarvet. Undertiden ses parallelle sprækker i kvartskornene - især i de mellem- og grovkornede typer. Det kunne i sin tid være en stor fordel, når man sad og huggede brosten, som gerne skulle være pænt terningeformede. Korngrænserne er skarpe. Plagioklasen ofte seriticeret og mat. Selv om det kan være svært at se pga. finkornetheden, er der som oftest tydeligt flydemønster med ensretning af de lidt større kalifeldspatter. Pegmatit- og aplitdannelse ses i enklaver og gange, lige som der i det østlige randområde er deciderede pegmatitintrusioner. Pegmatitten er af den simple type uden berigelse med sjældne mineraler.

Skulle man have lyst til at grave sig ned i hvor man kan finde de forskellige typer, kan man fordybe sig si Bror Asklunds afhandling fra 1947: Svenska stenindustriområden I-II - "Gatsten och Kantsten", hvor 52 siden omhandler Bohusgranit.

Bohusgranit er pga. den store variationsbredde kompliceret at benytte som ledeblok. De skarpe korngrænser er et vigtigt kendetegn, som Bohusgranit dog deler med andre postorogene granitter i Det Sydvestskandinaviske Domæne. Størst er risikoen for forveksling med Flågranit, der lige som Bohusgranit er en peraluminøs granittype. Den finkornede grålige type er nok den letteste at genkende. Den kan i sin homogenitet minde om Stockholmgranit og Spinkamålagranit, men Stockholmgranitten har en mere ren grå farve og har ikke så skarpe korngrænser. Spinkamålagranitten har smalle, lange feldspatkrystaller, som ofte er karlsbadertvillinger.