Lige syd og sydøst for den sydligste ende af Mylonitzonen finder vi intrusioner af bjergarter med en alder på ca. 1400 Ma. De fleste har en granitisk sammensætning, mens nogle få har er charnockiter, hvilket indebærer, at indholdet af mørke mineraler er forskubbet fra biotit og hornblende mod klino- og orthopyroxen. Grundlæggende er disse bjergarter synmagmatiske, hvilket vil sige, at de stammer fra samme magmakilde, og selv om der er stor forskel på repræsentanter for yderpunkterne i spektret, er der også mange overgangstyper, som beviser slægtskabet. Helt overordnet taler man om VTCGA - Varberg-Torpa-charnockit-granit-associationen. Dette begreb blev allerede skabt af Quensel, som skrev om disse bjergarter i 1952. Idet hele taget har geologers interesse for disse bjergarter været stor - læs mere under Varbergcharnockit.

Tidligere var det en almindelig antagelse, at der var slægtsskab og dermed nogenlunde alderslighed mellem Torpagranit og nogle granitter på den anden side af Mylonitzonen: Stråvallagranit og Veddigegranit. Det havde stor principiel interesse om det virkelig var tilfældet. Hvis det var, ville det være et argument for at Mylonitzonen var en deformationszone mellem to områder, som hele tiden havde været sammenhængende. Hvis ikke, talte det for, at Mylonitzonen var en suturzone, hvor to segmenter der før havde været separate enheder, var "limet"sammen. I 1990'erne blev det fastslået, at de nordlige granitter, som tilhører Kungsbackasuiten havde en alder på ca. 1235 Ma og dermed var meget yngre end Torpagranitten.

Granitterne udgør langt den største del af associationen. Torpagranitten smyger sig fra kysten nord for Varberg ind i landet langs Mylonitzonens sydlige grænse. Med små diskontinuiteter springes der via de mindre Kungsäter- og Källsjö-intrusioner til et større NS-gående strøg, hvor man kalder bjergarten Tjörnesjögranit. Hvis man tager de store briller på, kan man se hvorledes et formentlig primært sammenhængende bælte er blevet spændt ud og delvist sprængt af den hurtigt opadstigende magma, som huser den spændende retroeklogit. På et geologisk kort ligger retroeklogitten mellem Torpagranit plus sattelitter mod vest og Tjörnesjögranit mod øst. Forbindelsen mellem dem burde ligge oven på retroeklogitten, men er borteroderet, og dermed fik retroeklogitten en plads i solen.

Torpagranit er en grovkrystallinsk, porfyrisk granit med megakryster af brunviolet, perthitisk feldspat (ortoklas), som typisk er omkranset af uskarpt afgrænset, rødorange plagioklas. Herimellem findes grå kvarts, biotit og hornblende. I mørke varianter, som angiveligt især findes i Tjörnesjöintrusionen, kan der også være augit, og der er også enklaver, som er svagt charnockitiske og hvor der altså også er orthopyroxen (hypersthen). Små granater kan ses i relation til de mørke mineraler, som det også ses i Varbergcharnockit. Der er kun få radiometriske aldersbestemmelser af Torpagranit, men en alder på ca. 1380 Ma skulle være tæt på. Dermed er Torpagranit en smule yngre end Varberggranit, men begge er intruderet efter den hallandiske episodes maximum ca. 1425 Ma. Det betyder, at rekrystallisation, deformering og migmatisering må tilskrives hændelser under den sveconorvegiske orogenese, som her i Det Østlige Gnejssegment havde sit maximum 0,98-0,96 Ga. Det er ganske interessant, at det inden for meterafstand kan være vidt forskelligt hvor meget Torpagranitten er omdannet - fra stort set upåvirket granit over rekrystalliseret øjegnejs til udtalt gnejset og tæt på Mylonitzonen endda mylonitisk. Pegmatitter med cm-store pyroxenkrystaller findes både her og i Varbergintrusionen.

Delvis opsmeltning med migmatitdannelse ses ofte. Det er nærliggende at tro, at nogle de deformerede pegmatitter, som blandt ledebloksamlere går under navnet flammepegmatit, kan være dannet ud fra restmagmaen fra Torpagranitten eller ved senere migmatisering af den færdigdannede Torpagranit. Der er i hvert fald talrige eksempler på overgangsformer mellem de to bjergarter.

Torpagranit er ikke ualmindelig, og når man først har fået øjnene op for dens særpræg, vil jeg mene, det er en ret sikker ledeblok. På Sjællands Odde er den meget hyppigt forekommende.