I et område syd og nordøst for Älvdalen findes et område på ca. 500 km2 med porfyrer, som kaldes Älvdalsporfyrer. De er karakteriseret ved at have rhyolitisk eller kvartstrakytisk sammensætning, en tæt (afanitisk) grundmasse og som oftest relativt få strøkorn af kalifeldspat og plagioklas (albit). I grundmassen kan der være parallelle slirer af komprimeret pimpsten (it: fiammes) - eutaxitisk tekstur. Der kan også være farveforskelle betinget af forskelle i rekrystallisationgrad af den vulkanske glas, som oprindeligt udgjorde grundmassen. Disse farveforskelle kan udspille sig i formationer parallelt med pimpstensslirerne eller have mere turbulente former. De blev oprindeligt opfattet som flydemønster i en ikke størknet lava, men da man blev klar over bjergarternes ignimbritiske oprindelse, opgav man den teori og kalder nu fænomenet for pseudofluidal tekstur eller blot ignimbritstriber. Imidlertid er der stadig ikke fuld forståelse af pyroklastiske strømmes natur, og de mere turbulente former for ignimbritstribning kan næppe forklares, uden en bevægelse i en flydende masse. Dette kan være i overensstemmelse med forestillingen om, at nogle ignimbritstrømme er så varme, at de stadig er flydende og i bevægelse efter at være smeltet sammen - såkaldte rheoignimbritter. Generelt er områder med fremskreden rekrystallisation lysere og rødere end ikke-rekrystalliserede områder.
Andre teksturelle fænomener såsom sfærulitdannelse og granofyrisk tekstur ses ofte.
Læs mere om ignimbritternes geologi i "Älvdalens porfyrberggrund – nya observationer" s. 7-10, eller læs mere om ignimbritter på dette site.

Det var Hjelmquist, som i 1966 foreslog, at de slirede porfyrer fra Älvdalen i virkeligheden var ignimbritter. Man er siden blevet klar over, at de fleste Dala-porfyrer er af ignimbritisk oprindelse. Kun de mest basiske er født som størknede lavaer, og man formoder at i hvert fald grovkornede, strøkornsrige porfyrer er subvulkanske bjergarter.

Ignimbritiske Dalaporfyrer uden kvartsstrøkorn er ikke begrænset til området omkring Älvdalen. Først og fremmest er der jo Bredvadporfyren, som selv om den sjældent har iøjnefaldende ignimbritiske træk, uden tvivl har ignimbritisk oprindelse. Herudover kan ignimbritter findes fx. vest for Idre og omkring Noppikoski. Ignimbritter med kvartskorn findes især i yderområderne. Fx. har Kallberget-, Idre- og Särnaporfyrer hyppigt ignimbritkarakter.

Udseende

Grundmassen er for det ubevæbnede øje tæt og har et splintret brud. Farven kan være rød,, brun, lilla, grå eller sort.

De fleste typer har ret få feldspatstrøkorn - oftest under 10-15%, men nogle typer som Blybergignimbrit og sort Orrlokignimbrit er mere strøkornsrige. Kalifeldspatstrøkornene har som regel et rødligt skær, men plagioklaserne er grålige eller grønlige. Strøkornrne er som regel idiomorfe og under 3 mm, hos nogle typer dog op til 5 mm (kun undtagelsesvis større).

Det mest karakteriske træk ved disse ignimbritter er den eutaxitiske tekstur, der viser sig ved, at der er parallelle pimpstensslirer, som har en farve, der afviger fra grundmassens. Oftest er slirerne lysere end grundmassen.og rødlige farvetoner er reglen. Rekrystallisationen er mere fremskreden i slirerne, hvor man ofte kan se kvartskrystaller centralt og feldspatkrystaller i randområderne. Slirerne kan være smalle og velafgrænsede eller mere udflydende.

Ofte kan man se mere eller mindre hvirvlede mønstre af lyse og mørke områder - pseudofluidal tekstur (se første afsnit i dette opslag).

Mørke mineraler spiller ikke nogen fremtrædende rolle i disse bjergarter, men små korn af biotit eller chlorit forekommer - det sammer gælder aggregater af diverse mørke mineraler.

Kvartsstrøkorn mangler - eller er meget fåtallige.

Xenolither er sjældne - i modsætning til, hvad man ser hos Osloignimbritter.

Ignimbrit eller porfyr ?

Diskussionen om hvorvidt en bestemt bjergart er en porfyr eller en ignimbrit er en strid om kejserens skæg:

• ”Porfyrisk” er en betegnelse man anvender for magmatiske bjergarter, som indeholder større krystaller af bestemte mineraler, som regel én eller to typer feldspat ofte suppleret af enten kvarts eller mafiske mineraler. Disse strøkorn eller megakryster er indlejret i en finkornet eller tæt grundmasse.
• Betegnelsen ignimbrit går derimod på bjergartens dannelsesmåde. Ignimbritter er dannet ud fra pyroplastiske strømme, som er skyer af glødende gas, støv og partikler, der drevet af tyngdekraften med stor hastighed bevæger sig ned ad en vulkanside og videre ud til siderne, hvor skyen følger fordybninger i landskabet. Skyens videre skæbne afhænger af temperaturen. Hvis temperaturen er relativt lav, vil materialet i skyen, når den falder til ro, aflejres og med tiden ligne en sedimentær bjergart. Hvis materialet stadig er tilstrækkelig varmt, når skyen begynder at falde til hvile, smelter elementerne sammen og flyder videre som en slags lava. Man ender så med at få en såkaldt rheoignimbrit, som er en meget kompakt bjergartstype med en flintagtig struktur og muslet brud. Oprindelige pimpstensfragmenter i den pyroklastiske strøm bliver komprimeret til parallelle slirer (eutaxitisk tekstur). Krystaller fra den oprindelige magma bliver til strøkorn i ignimbritten, som herved bliver porfyrisk. Grundmassen består primært af vulkansk glas, som i varierende grad afglasses. Ofte får grundmassen herved en kaotisk struktur med bølger, hvirvler eller kugler (sfærulitter) af rekrystalliseret materiale, som afviger fra resten i farve og kornethed.
• Der er altså ikke noget i vejen for, at en sten både kan være en porfyr og en ignimbrit. Opdelingen af de porfyriske Dala-bjergarter i feldspatporfyrer, strøkornsrige porfyrer og Älvdalsporfyrer er altså mest historisk betinget, men så indgroet, at der ikke ændres på opdelingen her.

Typeinddeling

Mange af disse ignimbritter blev anvendt i det gamle og nye porfyrværk til fremstilling af diverse kunstgenstande. I forbindelse hermed fik forskellige typer navne - nogle efter det sted hvor de blev brudt, men for andres vedkommende efter lokaliteter, hvor de var hyppige som løsblokke. Porfyrmuseet i Älvdalen har en samling på 144 runde, polerede skiver af forskellige af disse bjergarter , og man har udgivet et hæfte, hvor de alle er afbildet. En gennemgang af denne samling afslører, at porfyrer og ignimbritter med samme typebetegnelse kan have ret forskelligt udseende.

Hjelmquist beskrev i 1982 ikke mindre end 71 ignimbritiske bjergarter fra det centrale Dalarna. Zandstra rationaliserede det ned til 11 "typer", som han anbragte i et skema, som man så kan anvende som facitliste. Bemærk dog, at for mange af typernes vedkommende er der større forskel inden for gruppen, end der er afstand til andre typer. Efter min mening vil det oftest være meningsløst at navngive hovedparten af Dalaignimbritter - derimod er det vigtigt at kunne skelne Dalaignimbritter fra andre ignimbritter fra især Oslofeltet og Småland. Typisk for Dalaignimbritter er tilstedeværelsen af to slags feldspatstrøkorn, pimpstensslirer, som er lysere end grundmassen samt manglende eller meget få xenolither.

Herunder beskrives nogle kendetegn ved udvalgte typer:

• Blybergignimbrit: Temmelig strøkornsrig porfyr, som angives at have op til 30% strøkorn. Den har gråbrun/brunviolet/gråsort grundmasse med eller uden lyserøde slirer. Slirerne har en bredde på 2-5 mm og en længde på 5-20 cm. Der er ca. lige mange 1-4 mm store strøkorn af blegrød kalifeldspat og grågrøn plagioklas.
  Blyberg er et af de større stenbrud i Dalarna. I det gamle brud har bjergarten ikke pimpstensslirer i modsætning til det nye brud!
• Klittberg-ignimbrit ("Gammalklitt"): Mørkebrun/sort grundmasse og tynde hvide/rosa pimpstenskvartsslirer. Overvægt af hvidlige kalifeldspatstrøkorn, men også grønlige/gullige plagioklaser.
• Loka-Risbergignimbrit: En gruppe med ret varieret udseende, hvoraf hovedparten er smukt ignimbritstribede. Typisk findes rød/brunrød grundmasse med lyserøde og grålige strøkorn af kalifeldspat og plagioklas - flest kf. Lysere slirer, som kan have kvarts centralt. Evt. rigtig mange smalle, parallelle striber med grovere kvarts og feldspatkrystaller. Lysegrå og gullige typer forekommer også (altererede?).
• Rännåsignimbrit: Er blevet brudt i flere forskellige brud Rännåsen. Findes med sort, rødbrun eller rød grundmasse. Som regel skarpt afgrænsede parallelle smalle, rødlige pimpstensslirer, som kan have kvarts centralt. Små strøkorn af lyserød kalifeldspat og grønlig plagioklas - flest kalifeldspatter.
• Brunnsberg-ignimbrit: Tæt, mørk, brunrød grundmasse og små strøkorn af lyserød kalifeldspat og lidt færre af lysegrå plagioklas (albit). Kun utydelige, grove ignimbritstriber.
• Sovald-Dysberg-ignimbrit: Speciel og usædvanlig type med mange sfærulitter. Tæt lillabrun grundmasse med meget iøjnefaldende røde flammer og pletter. Der er også lillabrune typer uden røde områder og endelig røde typer med lillabrune flammer. Ofte rheoignimbritisk, pseudofluidal tekstur.
• Sort Orrlok-ignimbrit: Meget strøkornsrig ignimbrit med brunsort, tæt grundmasse, som dog på forvitrede overflader fremtræder mere grå. Oftest er der selv med lup kun diskrete tegn på den ignimbritiske oprindelse i grundmassen. De fleste strøkorn er af perthitisk kalifeldspat, kan have en ring af sekundær perthit og er ikke sjældet korroderede. Der er færre, men iøjnefaldende grønne strøkorn af plagioklas.