Särnakvartsporfyr stammer fra et 25x15 km stort område nord for byen Särna i det nordvestlige Dalarna. Hjelmquist mente de tilhørte "Undra Dalaserien", men nyere undersøgelser viser tilhørsforhold til TIB2 og altså en alder på ca. 1,7 Ga. I den vestlige del af områder findes en intrusion af den alkaline bjergart Särnait og porfyrområdet gennemskæres af talrige gange af den med särnait relaterede Särnatinguait. I forbindelse hermed er der i kontaktzonerne i vid udstrækning foregået en såkaldt fenitisering af kvartsporfyrerne. Læs mere om fenitiseret Särnakvartsporfyr.

Särnakvartsporfyr er en som oftest strøkornsrige kvartsporfyr med en tæt grundmasse med chloritiseret biotit og hornblende samt malmmineraler. I den mest almindelige røde type er grundmassen klart rød, men mere brunlige eller violette typer findes også.

Der er mange rektangulære/skærveformede kalifeldspatstrøkorn fra mikr. størrelse til 0,5 cm. De er enten er røde eller grå med rødlige brudlinier og kanter. Ofte ses at især de store strøkorn er sprængte og brudstykkerne ligger som brikker i et puslespil spredt lidt ud fra hinanden. Fænomenet opstår i forbindelse med at gasindholdet i krystallerne ved pludseligt trykfald forsøger at undvige og derved sprænger krystallen. Det er tegn på at bjergarten er dannet ved et eksplosivt vulkanudbrud - vi har altså at gøre med ignimbritter. Man kan også se eutaxitisk tekstur med pimpstensslirer og pseudofluidale tegninger i grundmassen. Violet Särnakvartsporfyr, som Per Smed omtaler, er tydeligt ignimbritisk, men også mange gråbrune og - dog sjældnere - rødlige typer kan have pseudofluidal tekstur og/eller pimpstensslirer.

Plagioklasstrøkorn findes i mindre mængde og er grønlige/gullige. De kan være op til 1 cm. Ofte mangler plagioklas helt eller næsten helt - i disse tilfælde kan man komme til at antage en sten for en Ålandskvartsporfyr, som dog oftest har større og mere runde kalifeldspatstrøkorn, lige som kvartskornene oftest er mørkere og mere korroderede.

Kvartskorn er lysegrå, runde, ofte korroderede og måler op til 3 mm. Af og til ser man, at kvartskornene er ret ujævnt fordelt og ligger i klynger, mens andre områder er helt fri for kvartsstrøkorn. Kvartsen er grålig eller evt. røgfarvet, men aldrig blålig.

Man kan gruppere den omfangsrige og varierede gruppe af Särnakvartsporfyrer på flere måder. Her vil jeg anvende følgende inddeling:

• Rød/brunrød Särnakvartsporfyr: Tæt brunligrød grundmasse. Mange små skærveagtige kalifeldspatstrøkorn. Færre/ingen gullige/gulgrønne plagioklastrøkorn, som oftest er lidt større end kalifeldspatterne - kan være seriticerede og dermed matte og hvidlige. Talrige lysegrå kvartsstrøkorn, som oftest er let kantede og let korroderede.
• Mørkerød Särnakvartsporfyr: En grovere bjergart med mørkere og lidt grovere grundmasse. Indeholder 'eksploderede' store strøkorn, hvor fragmenterne ligger adskilt af tynde striber grundmasse. Plagioklaser har ofte en mere kold grøn farve. Som regel mere kvartsfattig end den almindelige røde type.
• Gråviolet/lillabrun Särnakvartsporfyr: Mørkere grundmasse uden rødlige toner. Mere eller mindre tydelige tegn på pseudofluidal tekstur. Ofte xenolither. Feldspatstrøkorn små, velafgrænsede. Ofte temmelig mange plagioklaser, men det kan være vanskeligt at skelne dem fra kalifeldspatter. Kvartsstrøkorn små, runde og ret fåtallige. Svære at se uden lup.
• Violet Särnakvartsporfyr: Rødviolet grundmasse. Pimpstensslirer og pseudofluidal tekstur. Få hvidlige kalifeldspatstrøkorn og som regel ikke plagioklasstrøkorn. Kvartsstrøkorn også ret fåtallige, men lette at få øje på.